Dansk præmiere i DubaiDubai Opera er centralt placeret i Dubai downtown, tæt på verdens højeste bygning, Burj Khalifa, Dubais kæmpestore mall og The Dubai Fountain, som er verdens største dansende springvand.

Dansk præmiere i Dubai

Danske Janus Rostock er chefarkitekt for Dubai Opera, som åbner i dag onsdag – han er for nyligt kåret til at være den mest indflydelsesrige arkitekt i Mellemøsten

Den herhjemme ukendte danske arkitekt og byplanlægger, Janus Rostock (46) fra rådgivningsvirksomheden Atkins, er manden bag Dubais nye imponerende operabygning, der åbner i dag onsdag 31. august med Placido Domingo på plakaten

Desuden står danskeren fadder til en række andre byggerier og masterplaner i Mellemøsten, hvor han er et stort navn og for nyligt blev kåret til den mest indflydelsesrige arkitekt.

Den danske arkitekt Janus Rostock ligger nummer et på magasinet Middle East Architectures 2016 rangliste over arkitekter i Mellemøsten. Og byggeriudstillingsvirksomheden The Big 5 Hub har ham på andenpladsen over de mest indflydelsesrige arkitekter i Mellemøsten – kun overgået af Normann Foster, men foran stjernenavne som Frank Gehry, Jean Nouvel, Saha Hadid og Rem Koolhaas.

Imponerende svendestykke
Dubai Opera er Janus Rostocks hidtil mest imponerende svendestykke. Operaens form er inspireret af en traditionelle arabisk dhow (skib). Inden døre er der tale om et af de mest avancerede operahuse i verden, der også kan omdannes til koncertsal eller et kæmpe lokale med fladt gulv ved at hejse stole og scene ned i kælderen på blot otte timer.

Det skaber plads til eksempelvis kæmpe middagsselskaber eller andre typer optrædener såsom Nøddeknækkeren, der skal opføres på en kunstig isbane senere i år.

Operaens åbning har også ført til interesse for Janus Rostock fra bl.a. BBC, CNN og SKY News og fra diverse arkitektmagasiner, ligesom den herhjemme ukendte dansker løbende bliver bedt om at deltage i lokale arkitektur- og byplanlægningsdebatter. Og så er han med til at rådgive Saudi Arabiens nye kronprins i forbindelse med implementeringen den nye 2030 Vision for Saudi Arabien.

Skulle kun lave masterplanen
Oprindeligt blev Janus Rostock og hans team på godt 100 arkitekter, byplanlæggere og landskabs arkitekter i første omgang kun hyret til at udarbejde lokalplanen for det område, der hedder The Opera District i Dubai Downtown.

Masterplanen skulle sikre et mere attraktivt udendørs byrum og gadeliv i en by, hvor de fleste opholder sig mest muligt inden døre og lader sig transportere rundt i bil med aircondition på fuldt blæs på grund af varmen.

- Jeg har taget mange ting med fra Københavns indre by såsom byrummets mange detaljer, vinduer i stueplan og byggeri i en menneskelig skala til at skabe et attraktivt byrum i Dubai, hvor man har lyst til at opholde sig og leve livet med 5 km/t i stedet for 120 km/t. De mange højhuse omkring operaen er kun en fordel, fordi de er med til at skygge for den stærke sol, siger Janus Rostock fra Atkins.

I forbindelse med masterplan-arbejdet kom Janus Rostocks team i Atkins ret hurtigt ind i kampen om også at tegne selve operaen. I det færdige resultat består 98 % af facaden af glas for at skabe transparens mellem det, der sker i operaen, og livet uden for.


Operaen har op til 1.930 siddepladser - til sammenligning er der op til 1.703 siddepladser i Operaen i København.

Inspireret af en dhow
Eftersom bygningen er inspireret af formen på en dhow, som er den traditionelle bådtype i det gamle Dubai, hælder bygningsfacaden udaf med mellem 8 og 20 grader. Facaden er opbygget af specialfremstillede glaspaneler, alle i unikke størrelse, og det har været et præcisionsarbejde at få det hele til at passe sammen.

Glaspanelerne er coatede på begge sider for at eliminere refleksioner, så man kan kigge ind og ud af bygningen. Det skaber en fornemmelse af, at uderum og lobby forlænger hinanden. Så indefra kan gæsterne se ud på blandt andet verdens højeste bygning og verdens største dansende springvand. Og udefra kan folk om aftenen kigge ind i operaen. Det er med til at skabe liv i området.

- I Dubai er der ultra kort fra ide til beslutning og til handling. Vi tegnede den første skitse til operaen i november 2012. Byggeriet påbegyndtes i april 2013, og nu er bygningen klar til at blive indviet. Det er gået temmelig hurtigt, må man sige, siger Janus Rostock.

Kaster nye opgaver af sig
Janus Rostocks lokale stjernestatus betyder også, at han og kollegerne bliver inviteret med ved bordet, når der skal tegnes nyt. Bl.a. derfor har Atkins, som er et globalt rådgivningsfirma og tilbyder en lang række rådgivningsdiscipliner, vundet en masse opgaver i området.

Aktuelt tegner Janus og hans team i Atkins blandt andet på et stort indkøbscenter, 200.000 kvm. boliger og to hoteller i Dubai South, en stor masterplan i Jeddah i Saudi Arabien, et stort kulturprojekt i Qatar, et højhusprojekt på 30, 60 og 90 etager og et andet højhusprojekt med to tvillingetårne, samt et high-end højhus ved Dubais marina på 80 etager.

46-årige Janus Rostock, som tidligere har arbejdet for Henning Larsen og KHR arkitekter, var sagsarkitekt på  Citytunneln i Malmø og ombygningen af Zoologisk Museum i København samt en række andre projekter og konkurrencer i Danmark. Men det er i udlandet, at de fleste af hans projekter er blevet gennemført. Han har tidligere udarbejdet en masterplan samt tegnet en række bygninger i Baku White City i Aserbadjan, Padideh Shandiz Masterplan og shopping center I Iran, en masterplan for Dubai Creek Harbour, samt masterplan og bygning for Prince Sultan Cultural Centre i Saudi Arabien.

- Jeg var meget overrasket, da jeg åbnede magasinet Middle East Architecture og så, at jeg lå nummer et på deres såkaldte power liste for arkitekter. Men jeg tror det skyldes, at jeg har været hernede i så mange år og sat mit præg på tingene, især inden for byplanlægning og masterplaner, mens de verdensberømte stjernearkitekter ofte kun tegner et enkelt byggeri, inden de rejser videre, siger Janus Rostock.

Familien elsker også at rejse
Janus er født og opvokset i København og uddannet på Kunstakademiet i København, hvilket han roser for at være en meget bred og åben uddannelse, hvor man har øje på mange aspekter og derfor opdrages til at tænke i helheder. Og en type som Jan Gehl er blandt inspirationskilderne til at skabe det gode byliv.

Selv peger han på personlige egenskaber såsom oprigtig nysgerrighed, empati og helhedstænkning som afgørende for sin succes. Hertil kan lægges en faglig dygtighed, ledelsesevner, og at han forstår at præsentere ideer, hvor også den kommercielle side fremstår attraktive for bygherren.

Udover et kort afbræk på Atkins kontor i København, har Janus Rostock arbejdet for Atkins i Dubai de seneste ti år. Hans ægtefælle og to døtre på 13 og 15 bor ligeledes i Dubai, og hele familien holder meget af at bruge ferierne på at rejse til lande, de ikke har besøgt før. Ofte ordnes overnatningerne gennem AirBNB, så familien kan opleve en masse forskelligartede og specielle hjem. For tiden er det Asien, som bliver rejst tyndt, fordi det er let at komme til fra Dubais internationale lufthavn.

- Jeg har rejst i mere end 60 lande, både med jobbet og privat, og det giver en stor referenceramme, som er meget værdifuld i mit arbejde. Min kone og børn elsker rejseriet, og pigerne er allerede begyndt at spørge om, hvor vi skal hen næste gang, selvom vi lige er kommet hjem fra Bali og Italien og også nåede et smut forbi Danmark, siger Janus Rostock.

-cmn


For at operaen udefra kan fremstå som en varm lanterne, er der ikke lys på bygningen. I stedet er en stor del af belysningen integreret i de søjler, der er indbygget i glasfacaden og holder bygningens tag.

31/8 2016