Dansker i spidsen for Sika Danmark
Pr. 1. januar har Anders Beier overtaget posten som adm. direktør hos Sika Danmark i Farum
Anders Beier er ikke et ubeskrevet blad i Sika-sammenhænge. Han startede i virksomheden i 2008 som business unit manager industry. Det job gav ham ansvaret for salg til industri, autobranchen og marine i Danmark, men sideløbende fungerede han i en lang periode som global key account manager med ansvar for internationale kunder, blandt andet i vindindustrien.
I 2017 overtog han områderne Distribution samt Fuge og Lim.
- Jeg glæder mig virkelig til den nye rolle, og med mit indgående kendskab til de markeder, vi opererer i, kender jeg også både de muligheder og udfordringer, som Sika har og møder, siger Anders Beier.
Det er første gang i mange år, at der er en dansk direktør i spidsen for Sika Danmark. Anders Beier kender kunder og medarbejdere godt, hvilket betyder, at han fra dag ét kan arbejde fokuseret med at skabe rammerne for de visioner, han har for Sika i Danmark.
En lys fremtid
Sika-koncernen udvikler kontinuerligt nye, intelligente løsninger til kunder i byggeri og industri. Det er afgørende for Anders Beier, at Sika Danmark gør de løsninger kendte og tilgængelige i det danske marked.
- Det er vigtigt, at Sika også i fremtiden er kendt for løsninger af høj kvalitet, der er til at stole på. Jeg har en stærk tro på, at vi går en lys fremtid i møde, hvis vi blot holder fast i den entreprenørånd, ærlighed og gennemsigtighed, som er så stor en del af Sikas og mit DNA, siger han.
Anders Beier har overtaget stillingen efter Ian Brindley, der har været i spidsen for Sika Danmark siden 2016, og som fortsætter i Sika koncernen som business development manager industry EMEA.
-los