Danskere løber med det hele ved World Architecture Festival
Ingen har nogensinde vundet både ’World Landscape of the Year’ og ’World Building of the Year’ ved World Architecture Festival indtil i år, hvor SLA napper begge titler for Amager Bakke og for en biodiversitetspark i Abu Dhabi
De danske naturdesignere og arkitekter, SLA, gør rent bord under uddelingen af arkitekturpriser ved verdens største arkitekturfestival ’World Architecture Festival’. SLA vinder således både prisen for ’World Landscape of the Year’ og ’World Building of the Year’. SLA’s dobbelte sejr er en hidtil uset præstation ved World Architecture Festival, hvor ingen arkitekt eller landskabsarkitekt tidligere har vundet begge hovedpriser samme år.
De danske arkitekter vandt over 500 shortlistede projekter i over 30 forskellige underkategorier.
Mellemøstens første biodiversitetspark
Titlen som ‘World Landscape of the Year’ går til SLA’s banebrydende park i Abu Dhabi: Al Fay Park, der er Mellemøstens første urbane biodiversitetspark og et paradigmeskift for, hvordan man designer og implementerer bynatur i Mellemøstens millionbyer.
- Al Fay Park er en helt ny type park i Mellemøsten, der samtænker biodiversitet, mikroklimadesign og inkluderende sociale aktiviteter. Parken er en fejring af Abu Dhabis oprindelige natur og kultur og et eksempel på, hvordan man kan optimere klimatilpasning, øge livskvaliteten og radikalt forbedre biodiversiteten i en hel by – vel at mærke på et site, der tidligere var goldt ørkensand. Al Fay Park tilfører Abu Dhabi både biologiske, klimatiske og sociale værdier. Parken bruger 40 % mindre vand sammenlignet med konventionelle parker, mens beplantningen er designet til at tiltrække bier, fugle og dyr, hvilket styrker områdets biologiske mangfoldighed og skaber en stærk naturfølelse midt i Abu Dhabi. Endelig har vi designet mikroklimaet til at skabe de bedst mulige sociale økosystemer for leg, sport og uformelle aktiviteter uanset alder, køn og sociale baggrund, siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør i SLA.
Kraftvarmeværk, skibakke og naturpark i ét
Vinderen af ’World Building of the Year’ blev Amager Bakke i København, der er designet af SLA og ligeledes danske BIG – Bjarke Ingels Group.
Amager Bakke kombinerer verdens mest bæredygtige affald-til-energi-anlæg med en frodig natur-tagpark der indeholder både skibakke, vandrestier, løberuter, udsigtssteder, rooftop cafe og verdens højeste klatrevæg. Det 10.000 m2 grønne tag lægger sig ovenpå kraftvarmeværkets enorme energiovne og giver plads til en 85 meter høj naturpark, der skaber et mangfoldigt og biodiverst oplevelses- og aktivitetslandskab.
Med mere end 300 træer og 7000 buske og plantebiotoper er Amager Bakkes affaldsenergianlæg nu hjemsted for hundredvis af fugle, bier og blomster og har skabt et helt nyt urbant økosystem i København. Samtidig er Amager Bakkes tagpark et meget yndet udflugtsmål for både københavnere og turister og er således blevet en ny rekreativ attraktion for byen.
- Vi er meget stolte og ydmyge over at modtage World Architecture Festivals to hovedpriser. Det er kun lykkedes gennem et fantastisk samarbejde med vores bygherrer og samarbejdspartnere: BIG - Bjarke Ingels Group, Fonden Amager Bakke, MOE og Malmos på Amager Bakke. Og Department of Municipalities and Transport og Parsons i Abu Dhabi, siger Rasmus Astrup, partner og designdirektør i SLA.
-dc