Danskerne vil ikke bo i højhuse - og slet ikke øverst
Det er blevet moderne at bygge højhuse i Danmark, men nye tal viser, at danskerne ikke har lyst til at bo i dem. Kun 5 % ønsker at bo i den øverste tredjedel
København og Aarhus er godt i gang med at bygge højhuse og flere provinsbyer lufter jævnligt ambitiøse planer om det samme. Men spørger man danskerne, ønsker kun hver femte at bo i et højhus - og kun 5 % ønsker at bo i den øverste tredjedel. Det viser en ny undersøgelse fra den danske rådgivningsvirksomhed Exometric.
Exometric leverer uvildige analyser, der giver indsigt i forbrugere og virksomheders intentioner i forhold til fast ejendom. Den nye undersøgelse bygger på tal fra fem forskellige byområder i Danmark inkl. København, Aarhus og Odense.
Exometric har i forbindelse med undersøgelsen talt med over 2000 respondenter. Definitionen på et højhus er, at det er 10-12 etager eller højere.
I undersøgelsen svarer 36 % af de adspurgte nej til, om de ønsker at bo i et højhus. 44 % svarer et lunkent ’måske’. Kun de sidste 20 % af de adspurgte svarer ja, de vi gerne bo i et højhus.
Spørger man derefter ind til, hvor de foretrækker at bo i højhuset, svarer 77 % af de 20 %, at de vil bo i enten den nederste eller den mellemste del af højhuset. Det vil paradoksalt nok sige, at kun 23 % af de 20 % – svarende til under 5 % af det samlede antal adspurgte - vil bo i den øverste del af højhuset.
Langt fra Florida til Odense
Det er den fortsatte urbanisering i Danmark og deraf følgende fortætning af de større byer, der gør, at overvejelserne om at bygge i højden er begyndt at melde sig hos de danske beslutningstagere. Flere af dem af kan være inspireret af den kendte amerikanske byplanlægger Richard Florida.
Han argumenterer i sin nye bog ’The new urban crisis’ for etableringen af flere højhuse som en nødvendig del af fremtidens byplanlægning, hvis storbyer New York, San Francisco og London skal gøres mere økonomisk tilgængelige for andre end højindkomstgrupperne.
- Men der er langt fra Richard Floridas storbyer til en dansk kontekst, advarer manden bag den nye undersøgelse, analyse- og udviklingsdirektør og partner i Exometrics, Henrik Sørensen.
Byg i lavt tempo
Han er bekymret for om den danske ejendomsbranches aktører og beslutningstagere forstår risikoen ved at bygge højhuse, nemlig at efterspørgslen er meget lille, samtidig med at de er relativt dyre at bygge.
- På sigt kan andelen af dem, der i dag svarer ’måske’ flyttes over til ja-sigerne, men formentlig kun, hvis der er for få andre alternativer i byen. Så min anbefaling til de danske byer er derfor, at man kun skal bygge i et lavt tempo og et mindre antal højhuse, da absorberingen i sådanne bygninger i øjeblikket er meget langsommere end eksempelvis mere traditionelle lav-tæt ejendomme som er karakteristiske for danske byer i dag, siger Henrik Sørensen.
-los