Daurehøj renoverer Alléerne
Korsørs grimme ælling bliver en smuk svane. Med reference til det folkekære H.C. Andersen eventyr har Korsørs borgmester Stén Knuth åbnet byggepladsen, der danner rammen om forvandlingen af Alléerne
Daurehøj Erhvervsbyg A/S er nu gået ind i byggefasen på firmaets største sag til dato – et omfattende renoveringsprojekt for BoligKorsør. Dette var anledningen for en netop afholdt begivenhed, hvor byggepladsen i afdeling 12 blev indviet af borgmester for Slagelse Kommune, Stén Knuth.
Borgmesteren indledte talerækken med et lettelsens suk over, at en lang forberedende fase omsider var nået til vejs ende. Borgmesteren forsikrede de mange fremmødte, at renoveringen vil blive til stor glæde for både nuværende og kommende beboere i Korsør – en by i rivende udvikling med nye projekter og dertil kommende arbejdspladser.
Formanden for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahlgren, understregede ligeledes vigtigheden af den kommende renovering og appellerede til beboerne om at se fremad og glæde sig til resultatet, da et byggeprojekt af denne kaliber naturligvis vil medføre en del ”støj og ballade”.
Renovering og miljøsanering
Daurehøj Erhvervsbyg A/S, der er valgt til at styre hovedentreprisen på knap 124 mio. kr., føler sig allerede hjemmevant i Korsør. De seneste år har de nemlig udført ikke mindre end to totalentrepriser på Fasanstien, også med BoligKorsør som bygherre.
Afdeling 12 har en af Korsørs bedste placeringer og består af Elmé Allé, Thiesens Allé og Linde Allé. Boligerne vil gennemgå store forandringer de næste par år, hvor de forvandles til attraktive, moderne og miljøvenlige boliger. Der vil også blive etableret et nyt og lækkert haveanlæg, som indbyder til leg og fællesskab for områdets beboere.
Det drejer sig om i alt 11 boligblokke, hvor lejligheder lægges sammen, og boligerne bliver mere tilgængelige med niveaufri adgang og elevatorer i otte opgange, hvor også de tilstødende boliger ombygges med bl.a. nye køkkener.
Projektet omfatter efterisolering af facader og gavle, herunder etablering af ny skalmur, nye vinduer og døre, nye altaner samt et nyt ventilationsanlæg, der skal sikre et godt indeklima for beboerne fremover. En stor del af renoveringen er miljøsanering, da der flere steder er konstateret bly i malingen og PCB i fugerne.
-cmn