
Debat: Der er behov for mere sammenhold i den grønne omstilling af branchen
Det er (endnu) ikke muligt blot at trykke på en knap, og så bliver ens virksomhed grøn. Og skal byggebranchen nå i mål med sine ambitiøse klimamålsætninger, kræver det et større samarbejde. Det mener byggerådgiver Søren Schødt
'Bare fortæl mig, når jeg er grøn'
Sådan tror jeg, at der er mange ejendomsejere, der har det i en tid, hvor der stilles store krav til grøn omstilling.
Det kræver dog ressourcer til undersøgelser, vidensdeling og ikke mindst implementering af nye grønne tiltag.
Her er ønsketænkningen at kunne trykke på en knap, og så er man grøn. Sådan kan jeg i hvert fald selv have det. Men sådan en 'grøn'-knap findes ikke (ikke så vidt jeg ved).
Vi må i stedet erkende den hårde sandhed, at bygge- og ejendomsbranchen desværre er en af de mest CO2-belastende brancher. Vi kender tallene:
- 30 % af CO2-produktionen står byggeriet for
- 35 % af alt affald kommer fra byggeriet
- 40 % af den energi, vi forbruger, anvendes i bygninger
Det er vi mange der ikke er stolte af. Vi er derfor nødt til at gøre noget ved det, men hvad gør vi og hvordan?
Der er rigtig mange gode bæredygtighedsinitiativer i gang, og jeg er imponeret over udviklingen i bygge- og ejendomsbranchen.
Jeg savner dog lidt, at vi bliver bedre til at stå side om side i branchen. For det kræver samarbejde, koordinering og ikke mindst nytænkning, for at vi sammen kan gå skridtet videre.
At blive CO2-neutral indenfor en kort årrække er en meget ambitiøs målsætning, og om det overhovedet er realistisk, føler jeg mig på ingen måde sikker på.
Og en direkte 'grøn'-knap skal jeg se, før jeg tror på det.
Jeg kan til gengæld godt lide devisen om, at 'sigter man efter stjernerne, så rammer man nok månen', og hvis det er den vi går efter, så skal vi da nok komme langt også på kort sigt.
For uanset hvad har vi travlt med den grønne omstilling i bygge- og ejendomsbranchen, og det skriger på konkrete værktøjer til at komme videre.
Hvis vi taler sammen og står skulder ved skulder i branchen og skråler med på nationalsangen, så tror jeg på, at vi på den lange bane vinder landskampen på klimaområdet og måske kan inspirere og hjælpe andre til at gå samme vej.
Måske vi endda sammen kan skabe den længe ventede 'grøn'-knap.
Jeg glæder mig i hvert fald til at følge og deltage i branchens grønne udvikling og forhåbentlig kunne hjælpe med en del af de digitale løsninger.
God klimakamp!
Søren Schødt
Ejer og daglig leder
Schødt A/S
Tlf: 2424 1750
ssc@schodt.dk