Debat: Er Danmark på vej til at blive en bananstat?
Sagen om Nyborg Slot viser, at for det politiske flertal i Folketinget helliger målet midlet, når de omgår lovgivningen ved at gøre byggeriet til en anlægslov, hvor klagemulighederne begrænses, skriver BygTek-journalist Dan Bjerring
De forskellige klagenævn som eksempelvis Fredningsankenævnet og Planklagenævnet er borgernes værn mod politiske overgreb.
Der findes mange eksempler på, at politikere – ikke mindst ude i kommunerne – vedtager lokalplaner og giver dispensationer til byggerier, som reelt er ulovlige.
I de værste tilfælde er der tale om direkte vennetjenester, hvor politiske eller private venner opnår fordele, som andre ikke kan få.
I de situationer har borgerne mulighed for at gå til de forskellige klagenævn som en sidste udvej. Klagenævnet er borgernes beskytter mod politiske vennetjenester eller måske i værste tilfælde korruption.
Klagenævnene er demokratiets værn og en vigtig del af retssikkerheden i det danske samfund. Set i det lys, er det ekstra bekymrende, når et folketingsflertal optræder som om, at Danmark er en bananrepublik.
Sagen omkring byggeriet på Nyborg slot viser med al ønskelig tydelighed, at demokratiets værn kan sættes ud af kraft, hvis et flertal i Folketinget er parate til på kreativ vis at omgå lovgivningen.
Der er sendt et klart og tydeligt signal fra Fredningsankenævnet om, at byggeriet ikke lever op til den standard, som politikerne selv har vedtaget.
Og hvad gør politikerne så? De omgår lovgivningen ved at gøre byggeriet til en anlægslov, hvor klagemulighederne begrænses, og vupti så kan byggeriet gennemføres.
I den situation står borgerne magtesløse tilbage. Klagesystemet, som skal sikre en retssikkerhed mod, at magtliderlige lovgivere ser stort på de vedtagne spilleregler, sættes ud af funktion.
Sagen omkring Nyborg Slot viser, at for det politiske flertal i Folketinget helliger målet midlet. Og så hjælper det jo også 'lidt’, at en privat fond står parat med 80 mio. kr. til at finansiere projektet.
Det planlagte byggeri på Nyborg Slot er et voldsomt indgreb i historiske omgivelser, der på et tidspunkt rummede den danske kongemagt. Det var her, der blev holdt Danehof, og derfor er det ekstra vigtigt, at magthaverne respekterer de fredninger, som skal beskytte vores kulturarv.
Demokrati kan være besværligt, og borgere kan være besværlige. Det er noget, som politikere hader.
Der findes faktisk politikere, der mener, at borgerne kan bruge deres stemmer ved folketings- og kommunevalg. Så skal de overlade resten til embedsmænd og politikere.
Men sandheden er jo, at kværulanter også kan have ret – uanset hvor besværlige de er.
Af Dan Bjerring
Journalist
BygTek