Debat: Hvad hjælper et detaljeret projektforslag, hvis byggesagen er underbudgetteret? Lars Storr-Hansen har været administrerende direktør for Danske Arkitektvirksomheder siden december. Før det var han bl.a. i NCC og Dansk Industri.

Debat: Hvad hjælper et detaljeret projektforslag, hvis byggesagen er underbudgetteret?

Administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder, Lars Storr-Hansen, er ikke tilfreds med, at dokumentationskravene stiger, uden at honoraret følger med i offentlige udbud. Flere dokumentationskrav giver ingen budgetsikkerhed, mener han

Forestil dig, at du bliver inviteret til at løse en stor og kompliceret opgave, som kræver mange timers intenst arbejde. Forestil dig så, at du bliver bedt om at løse en tredjedel af opgaven stort set gratis – uden sikkerhed for, at du får lov til at gøre opgaven færdig og dermed modtage et egentligt honorar.

Det er virkeligheden for flere af vores medlemmer i Danske Arkitektvirksomheder.

For når der bydes op til konkurrence og udbud på offentlige byggerier i dag, er det ofte med forventningen om at modtage et fuldt gennemtegnet projekt med et væld af detaljerede og bekostelige beregninger. Ofte til et symbolsk beløb.

Det er uholdbart. Og det er unfair. Det er det for arkitekterne – og for de mange andre aktører i byggeriet, som oplever, at dokumentationskravene stiger, uden at honoraret følger med, når man deltager i et offentligt bygge-udbud.

Den udvikling har jeg flere gange opponeret mod. Fordi mine medlemmer fortjener fair vilkår og betaling for deres arbejde. Fordi det er spild af samfundets ressourcer, hver gang et næsten gennemtegnet og gennemregnet projektforslag fra en arkitekt arkiveres lodret. Og fordi de meget rigide udbud og krav om store mængder af dokumentation allerede i udbudsfasen risikerer at blive gift for innovationen, som er nødvendig i den grønne omstilling af byggeriet.

Vil ressourcespil til livs
Debatten om projektkonkurrencer er i fuld gang. Og det er der brug for. Senest med et indlæg i Byrumsmonitor, hvor Cecilie Therese Hansen og Malcolm Costigan – der begge repræsenterer Bygherreforeningen – skyder mig i skoene, at jeg ønsker mig tilbage til 'de gode gamle dage' med den klassiske arkitektkonkurrence, hvor skitser blev leveret på en serviet. Intet kunne være mere forkert.

Danske Arkitektvirksomheder blander sig ikke i de offentlige bygherrers valg af udbudsformer. Vi lever med de mere eller mindre velgennemtænkte udbud, som de offentlige bygherrer og deres bygherrerådgivere sender rådgivernes vej – herunder vores medlemmer i Danske Arkitektvirksomheder.

Vi har udelukkende ét fokus, når vi taler udbud og konkurrencer, og det er at komme det kæmpestore ressourcespild til livs, som vi oplever, tilbudsgiverne skal levere i både udbud og konkurrencer.

Ressourcespildet ses i arkitektkonkurrencer, men lige så tit i almindelige udbud – både begrænset udbud, udbud med forhandling, konkurrencepræget dialog og ikke mindst totalentreprisekonkurrencer. Når det går galt, skyldes det ikke udbudsproceduren, men bygherrens og bygherrerådgiverens manglende forståelse eller viden om, hvad der skaber en god proces og et robust budget.

Det er uholdbart – for alle. Derfor er vi nødt til at tage dialogen og finde løsningerne sammen med alle byggeriets parter.

En falsk tryghed
De to skribenter argumenterer i Byrumsmonitor for, at de store dokumentationskrav er nødvendige, og at for meget frihed til arkitekten i udbudsfasen øger risikoen for, at byggeprojektet ikke kan realiseres inden for bygherrens budget.

Det kan umiddelbart lyde som sund fornuft, at man som kommune, region eller stat forsøger at dække sig helt ind ved at kræve et fuldstændigt gennemtegnet projekt allerede i tilbudsfasen.

Men den sikkerhed, offentlige bygherrer tror, de opnår ved at kræve meget detaljerede projektforslag, giver en falsk tryghed. Du kan nærmest ikke åbne en avis for tiden uden at læse om offentlige skandalebyggerier, der ender med at gå langt over tid og pris, mens kvaliteten går den modsatte vej.

Med supersygehusene som nogle af de grelleste eksempler. Selv i disse sager fik rådgiverne lov til at aflevere meget detaljerede projektforslag i konkurrencen. Men hvad hjælper et detaljeret projektforslag, hvis byggesagen på forhånd er underbudgetteret, og bygherre alligevel vælger at tage chancen.

Bygherrerne er hurtige til at sende aben videre ved at give rådgiverne skylden for budgetoverskridelser og forsinkelser. Men spørgsmålet er, om hele misæren ikke nærmere skyldes underbudgettering og dårlig planlægning.

En ting er sikkert: Budgetsikkerhed opnås ikke ved at kræve, at rådgiverne skal aflevere detaljerede projektforslag i tilbudsfasen. Det gør til gengæld grundig planlægning, realistiske budgetter og tidsplaner, og så er valg af udbudsprocedure mindre vigtig.

Lars Storr-Hansen
Administrerende direktør
Danske Arkitektvirksomheder
Tlf: 41193304
lsh@danskeark.dk

13/6 2023