Debat sætter fokus på energibesparelser i bygninger
Vores bygninger står for cirka 40 % af al den energi, vi bruger. Derfor er netop byggeriet en vigtig brik, hvis Danmark i 2050 skal være uafhængig af kul, olie og gas
Hvordan bruger vi mindst mulig energi, hvordan skifter vi olie, kul og naturgas ud med jordvarme og strøm fra vindmøller og solceller? Og hvem skal betale, når alt fra parcelhuse til kommunale bygninger og virksomheder skal gøres klar til den grønne omstilling?
På Dansk Byggeris Energikonference den 5. marts sætter erhvervs- og arbejdsgiverorganisation fokus på energibesparelser i bygninger og folketingspolitikere debatterer, hvad de vil gøre for, at vi når i mål.
På energikonferencen offentliggøres også Byggeriets Energianalyse 2019 med de nyeste tendenser inden for energibesparelser og vedvarende energi i bygninger.
- Der bør sættes et bindende mål om at reducere energiforbruget i 2030. Og da vi ved, at en stor andel af Danmarks samlede energiforbrug bliver brugt i bygninger, bør der også sættes bindende delmål for, hvor meget vi skal spare på energien her. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal være fri af fossile brændsler. Men spørgsmålet er, hvor langt politikerne vil gå, siger energipolitisk chef i Dansk Byggeri, Camilla Damsø Pedersen.
Storforbrugere af energi
Netop det er et af de emner, som folketingspolitikerne Jens Joel, Mikkel Dencker, Ida Auken, Søren Egge Rasmussen, Carsten Bach og Christian Poll vil diskutere i Fællessalen på Christiansborg.
- 65 % af vores bygninger er bygget før 1980, hvor der for første gang kom fokus på energibesparelser i bygningsreglementet. De er derfor storforbrugere af energi, og der er gode muligheder for at spare på energien. Men hvordan får vi parcelhusejere, kommuner og virksomheder til at gøre deres bygninger klar til den grønne omstilling? Det kræver investeringer og tid, og i Dansk Byggeri mener vi, at politikerne bør prioritere energibesparelser i bygninger langt højere, siger Camilla Damsø Pedersen.
Der er under debatten også mulighed for at stille spørgsmål til politikerne om, hvor langt de vil gå for, at der bliver sparet på energien, og vi når i mål med den grønne omstilling.
Det er gratis at deltage i arrangementet, der finder sted tirsdag den 5. marts fra kl. 9 til 11 i Fællessalen på Christiansborg.
-los