Den gamle TV-By i Mørkhøj transformeres til studie- og familieboligerEt af de nye udearealer på vej i Project Radio. Store, grønne arealer kommer til at pryde området.

Den gamle TV-By i Mørkhøj transformeres til studie- og familieboliger

Der udvikles 155 ungdomsboliger og 117 lejligheder på samlet 12.300 m2, og første fase er allerede afsluttet

Udviklingen af de ikoniske DR tv-bygninger har nået en milepæl. Den 1. maj er familier, par og studerende flyttet ind i de 188 nye lejligheder, der er del af projektets første fase.

Området med de sagnomspundne studier, der tidligere var en del af TV-Byen i Søborg, får dermed nyt liv.

- Der har været en spændende og udfordrende opgave at udvikle de gamle DR TV-Studier i Søborg, med respekt for bygningernes strukturelle begrænsninger såvel som den historie, de ikoniske bygninger bærer, siger Milo Lillegaard Larsen, Senior Development Manager, Deas Asset Management, der er udvikler og aktiv bygherrerådgiver på Projekt Radio.

Ombygningen startede i sensommeren 2021, og de nye boliger føjer sig nu til de allerede 1000 nyere boliger og erhverv, der er skudt op i 2860 Søborg, siden DR flyttede til Amager i 2005, hvor omdannelsen af TV-Byen til boligområdet Gyngemose Park begyndte.

140 af første fases 188 boliger er allerede udlejet med hjælp fra Stad - EDC Poul Erik Bech. Anden etape, der omfatter 84 lejligheder, afleveres forventeligt i Q3 2023.

Fokus på genanvendelse og CO2-aftryk
Et bærende element i projektet har været at reducere CO2-aftrykket, genanvendelse samt at skabe gode fællesarealer.

Derfor er de eksisterende bærende konstruktioner og facader fra start 70’erne bibeholdt, og der er etableret solceller på taget, som vil kunne producere ca. 1/3 af ejendommens energiforbrug.

Samtidig forberedes projektet til certificering i kategorien 'Buildings In Use' under DGNB.

Det er hensigten at skabe et fællesskab mellem familierne ved at samle dem i den ene ende af ejendommen omkring private gårdrum, perfekt til børnefamilierne. Familieboligerne i anden fase af projektet vil også få små åbne haver og brede altangange, som inviterer til ophold. Herudover etableres der en legeplads i familieboligernes store gårdrum.

I udviklingen af ungdomsboligerne er der især lagt vægt på at skabe gode rammer for fællesskabet både indendørs og udenfor.

Gårdrummene er indrettet, så de lægger op til både timeouts og sociale arrangementer, hvor de unge mennesker kan mødes. Og indendørs er der både fælleskøkken, lounge, læsesal og fitnessrum.

- Det har været vigtigt for os at skabe nogle gode rammer for de studerende, hvor de har en tryg base og kan dyrke det fællesskab, der er afgørende for, at de får et godt studieliv. Jeg synes, at vi er lykkes godt med at skabe nogle rum, der indbyder til dialog og fællesskab, siger Milo Lillegaard Larsen.

Om projektet

Der udvikles 155 ungdomsboliger og 117 lejligheder på samlet 12.300 m2, samt renoveres ca. 8000 m2 kælder til erhverv og fællesarealer.
Totalentreprenør er Jönsson Entreprise A/S.
Arkitekt er Link arkitekter.
Boligerne udlejes af EDC Projekt Poul Erik Bech.

-dc

2/5 2023