Det går ikke så ringe endda for malerfaget

Det går ikke så ringe endda for malerfaget

Danske Malermestres konjunkturundersøgelse for 2. halvår af 2023 viser, at den økonomiske udvikling i malerfaget i 1. halvår af 2023 blev langt bedre end frygtet i begyndelsen af året

Af Dan Bjerring

Ordrebøgerne har været tykkere end forventet i malerfaget i 1. halvår af 2023, som blev langt bedre end frygtet i begyndelsen af året, hvor en udbredt mistillid til den økonomiske udvikling i Danmark betød, at malerfagets forventninger til 1. halvår i 2023 var ekstremt negative. Hele 31 procent af virksomhederne forventede tilbagegang.

Men realiteten blev i stedet, at 1. halvår af 2023 bød på en svag overvægt af virksomheder, som havde fremgang i omsætningen. Det viser Danske Malermestres netop offentliggjorte halvårlige konjunkturundersøgelse fortaget i juni.

Tilbagegang hos private husstande
Ifølge direktør Ole Draborg havde netto seks procent af virksomhederne fremgang i 1. halvår, men ’uvægtet’ var der dog et lille flertal af virksomhederne, som meldte om tilbagegang.
Det viser i lighed med tidligere konjunkturundersøgelser, at udviklingen hos de mindre malervirksomheder aktuelt ikke er helt så gunstig, som hos de større virksomheder.

Det er fortsat virksomhedernes opfattelse, at der er tilbagegang hos mange kundegrupper. Dog skiller en gruppe sig ud, nemlig boligselskaberne, hvor de større virksomheder tilsyneladende har haft en større fremgang, mens der er en tilbagegang blandt private husstande på -18 procent. 

Forventningerne til 2. halvår af 2023 er neutrale, da der stort set er ligevægt mellem virksomhederne, som forventer fremgang eller tilbagegang.

Mangler arbejdskraft

 At det ikke går helt så godt, som tallene kunne indikere, kan ses af ledigheden i årets første fem måneder, der har været en til to procent over ledigheden i 2022. Samtidig var der dog i maj og juni en tydelig forøgelse af andelen af virksomheder, som meldte om mangel på arbejdskraft, hvor tallene afslører, at aktiviteten har taget fart i de sidste par måneder:

- I juni meldte 36 procent af virksomhederne, at deres omsætning var begrænset af mangel på arbejdskraft. Vi nærmer os dermed niveauet for 2022 – og det er overraskende i lyset af de meget negative forventninger, der var til 2023, siger Ole Draborg.

 

5/7 2023