Det gør vi for at rekruttere og fastholde medarbejdereCarsten Nielsen, Direktør, Byggeri og Anlæg i MT Højgaard Danmark

Det gør vi for at rekruttere og fastholde medarbejdere

Der er mangel på kvalificeret arbejdskraft i byggebranchen. Hvad gør i for at rekruttere og fastholde medarbejdere? Fem udvalgte aktører i byggebranchen svarer

Kim Sejr, journalist

 

Tobias Smith, adm. dr. Palsgaard Spær:

 -Vi rekrutterer både til produktion og funktionærstillinger.

 Vi tilbyder fleksibilitet i forhold til arbejdstid, et trygt og godt arbejdsmiljø samt løbende faglig udvikling. Blandt andet via vores interne Akademi, hvor medarbejdere kan deltage i kurser og skræddersyet intern uddannelse, der styrker både kompetencer og motivation.

 I produktionen har vi investeret i øget automatisering, som reducerer tunge løft og gentagne vrid, og dermed skåner kroppen og sikrer bedre arbejdsvilkår. Ved ansættelser lægger vi stor vægt på at matche opgaver med den person, vi sidder overfor – det styrker både trivsel, engagement og fastholdelse.

 

Anette Sondrup, HR-direktør, Bygma

 -Det er ikke nok at slå en stilling op.

 I Bygma tager vi ansvar. Derfor investerer vi massivt - både i nuværende medarbejdere og i de unge, der skal forme branchen i morgen. 
I vores arbejde med at tiltrække unge tror vi ikke på quick fixes, men på langsigtede partnerskaber og tætte relationer. Gennem samarbejde med erhvervsskoler, Bygma Talentlegat og dialog i øjenhøjde, bygger vi bro mellem uddannelse og praksis og en karriere med perspektiv. Målet er at skabe langvarig tilknytning, faglig stolthed og at synliggøre vejen til en stærk fremtid i en branche med brug for flere dygtige hænder og hoveder.

 

Carsten Nielsen, Direktør, Byggeri og Anlæg i MT Højgaard Danmark:

-Vi forsøger at skabe en kultur, der både er faglig og social.

 Fagligt ved at vi giver medarbejderne en chance for at vokse, når de kommer på nye projekter eller får mulighed for at komme på kursus. Og socialt via et rigt foreningsliv og gode fester.

Rekrutteringskampen er hård, men selvom vi hverken er Liverpool FC eller Novo Nordisk, så har vi et ret stærkt brand, og derfor modtager vi mange ansøgninger. Meget af vores rekruttering sker dog via netværk. Vores ledere følger med i, hvilket talent der er rundt omkring i branchen, så vi kan række ud, når der er et match med et nyt projekt.

 

Sonja Jørgensen, HR-chef, Spæncom

 -Hos Spæncom stræber vi efter at skabe en attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejderne trives, føler sig involverede og har mulighed for personlig og faglig udvikling.

Når medarbejdere føler sig engagerede og har et stærkt tilhørsforhold til virksomheden, er de mere tilbøjelige til at blive hos os i længere tid, hvilket reducerer behovet for rekruttering.

Vi lægger også stor vægt på at være synlige, især blandt studerende.

 Vores succes med at tilbyde praktikpladser, som ofte fører til fastansættelse efter endt studie, er et bevis på vores engagement i at tiltrække og fastholde unge talenter.

 

Xandra Kristensen, HR Business Partner, Wicotec-Kirkebjerg

 -I Wicotec Kirkebjerg-koncernen er vores medarbejdere vores vigtigste aktiv.

 Vi bygger vores relationer og teams på tillid, og skaber de bedste rammer for vores medarbejdere igennem frihed, ansvar og stor indflydelse på egen hverdag. Vi tiltrækker og fastholder dygtige medarbejdere ved at skabe en stærk kultur med fokus på engagement, trivsel, udvikling og godt samarbejde. Vi investerer målrettet i vores lærlinge, og gør en stor indsats for, at de udvikler sig både fagligt og personligt, og for, at de vælger at blive hos os, når læretiden er slut.

 

 

 

26/5 2025