Det store Sydhavnsløft sikrer Københavns Kommune Byplanprisen 2023- 'Det Store Sydhavnsløft' bygger videre på Sydhavnens stærke tradition for borgerinvolvering og den høje arkitektoniske kvalitet i de mange projekter i Sydhavnen, lød motiveringen bag nomineringen.

Det store Sydhavnsløft sikrer Københavns Kommune Byplanprisen 2023

Københavns vinder Byplanprisen 2023 for 'Det store Sydhavnsløft' for klimasikring og arkitektonisk kvalitet, der går op i en højere enhed

I Aarhus sad de 800 deltagere i årets Byplanmøde på første parket, da det d. 5. oktober blev afsløret, at Københavns Kommune blev vinder af årets Byplanpris i et tæt kapløb med Thisted Kommune, nomineret for 'Passagen mellem By og Fjord' og Albertslund Kommune, nomineret for ' Bakker'.

De tre nominerede tegner tilsammen et billede af fremtidens demokratiske planlægning af byer, byrum og bynære landskaber.

Trods det generelt høje niveau er det en enstemmig jury, der valgte at give prisen til Københavns Kommune for områdefornyelsesprojektet 'Det store Sydhavnsløft'.

Juryen fremhævede særligt Karens Minde Aksen, der i form af et smukt teglstensbelagt forløb for vand, gående og cyklister snor sig gennem kvarteret.

Aksen skaber et sammenhængende by- og landskabsrum omkring boligejendomme, bibliotek, kulturhus, dyrehold og rideskole, som sammen med indlagte opholdspladser for dyr, børn og voksne danner et rekreativt, grønt område.

Samtidig fungerer aksen som regnvandsafledning og klimasikring og binder kvarteret naturligt sammen med naturområdet Sydhavnstippen i den ene ende og Vestre Kirkegård i den anden.

Som titlen på områdefornyelsesprojektet lover, er der tale om et større kvarterløft, som rækker langt ud over Karens Minde Aksen og udmærker sig ved en høj grad af borgerinvolvering i de specifikke projekter og i sammenhængen mellem dem.

Juryen vurderer, at 'Det store Sydhavnsløft' på mesterlig vis viser, hvordan samarbejde på tværs af fagområder lykkes med at tænke skolegård, handelsliv, metroforpladser, bynatur og klimasikring ind i en sammenhæng kombineret med involvering af den mangfoldighed af mennesker, der bor i og bruger kvarteret.

- Det betyder meget for både borgere og politikere at modtage Byplanprisen. Det vigtigste er at turde involvere borgerne og som kommunal planlægger at stille sig selv og sin faglighed i baggrunden og lade borgerne fører ordet og forme projekterne, siger enhedschef for Områdefornyelsen, Jan Salling Kristensen

Med kåringen af 'Det Store Sydhavnsløft' kaster Byplanprisen nyt lys på det stærke, strategiske greb samt demokratiske potentiale, der ligger i områdefornyelserne som koncept.

Og som Områdefornyelse Sydhavnen under Københavns Kommune har formået at gennemføre med et resultat, som man straks bemærker, når man befinder sig i det gamle sydhavnskvarter. Og det udløser alt sammen den traditionsrige og eftertragtede Byplanpris i 2023.

Byplanprisen er indstiftet af Dansk Byplanlaboratorium og Akademisk Arkitektforening, i 2023 uddeles den for 28. gang.

Juryens medlemmer
Bodil Henningsen og Sune Porse Carlsen, udpeget af Akademisk Arkitektforening
Lisbet Wolters og Marie Stender, udpeget af Dansk Byplanlaboratorium
Peer Frank, udpeget af Foreningen af Byplanlæggere

Prismodtagere de seneste tre år
2022: Tækker Group i samarbejde med Aarhus Vand og Aarhus Kommune for bydelen NYE
2021: Syddjurs Kommune og de mange lokale ildsjæle for Ebeltoft i Udvikling
2020: Faaborg-Midtfyn Kommune for fremtidens forstad i Årslev

-dc

6/10 2023