Digitalisering skiller fårene fra bukkene
Der tales meget om digitalisering i byggebranchen, men for mange mindre virksomheder er det først og fremmest noget, som vedrører store håndværkervirksomheder.
Af Dan Bjerring
Det er imidlertid en misforståelse, og direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri peger da også på, at det først og fremmest gælder om at komme i gang og derfor også trække på de erfaringer, som stilles til rådighed af blandt andre Dansk Byggeri:
- Vi har i de årlige analyser fra Dansk Byggeri målt på medlemmernes brug af it, og der kan vi se, at digitaliseringen år for år vinder mere og mere indpas i den måde, man understøtter sin forretning. Og det uanset om det er kvalitetssikring, indberetning af timesedler, materialeforbrug eller kommunikation med kunderne, siger Michael H. Nielsen til BygTek.
Mange muligheder i daglig drift
Han understreger, at digitaliseringen vinder mere og mere udbredelse – også hos de små håndværkervirksomheder. Det er imidlertid ikke bare gjort med at købe en ny pc. Digitaliseringen åbner mange flere muligheder for den daglige drift:
- Det gælder reelt også effektivisering af blandt andet forretningsgange og derved at minimere spildtid i planlægning og bestilling af materialer. Medarbejderne kan løbende via tablets indberette data, der kan anvendes i fakturering og løbende opgørelser af konti. På den årlige it-messe har vi flere end 30 udstillere med softwareløsninger, som kan anvendes dagen efter. Det er ikke ’stjernekrigsprojekter’. År for år kommer der nye produkter til, siger Dansk Byggeris direktør videre.
Robotter og droner
Dertil kommer anvendelse af den nye teknologi i selve produktionsfasen som eksempelvis droner, robotter og 3D-print:
- Eksempelvis har stuk-virksomheden Rubin Stuk & Søn næsten disrupted stuk-branchen ved at investere i en robot, der kan udføre det ’hårde arbejde’ i sandsten og granit på basis af skanninger. Det er ikke en stor virksomhed, men den har omfavnet den nye teknologi og indarbejdet den i virksomheden. De kan udføre et gammelt håndværk på en ny måde. Og i stilladsbranchen er man i gang med at afprøve et ’kunstigt skelet’, der nedsætter det nedslidende arbejde ved tunge løft. Det kan altså lade sig gøre at tage ny teknologi i brug til mere effektiv produktion og modvirkning af nedslidning, siger Michael H. Nielsen .
Brug de unges viden
Han peger også på muligheden for i højere grad at tilknytte unge mennesker til virksomhederne, fordi disse i hele deres opvækst og uddannelse har taget den nye teknologi til sig som en naturlig ting:
- De kan være en god katalysator til at få ny teknologi ind i virksomhederne. Vi skal dog heller ikke bare overlade det til de unge mennesker efter fri fantasi, men de er gode til at få noget nyt til at fungere i praksis, slutter Michael H. Nielsen.
Muligt tilskud
Regeringen har et program, SMV-Digital, hvor virksomheder kan få op til 100.000 kroner i tilskud til rådgivning omkring ny teknologi. Det har Dansk Byggeri understøttet med et rejsehold, der ikke sælger soft- eller hardware, men kan rådgive virksomhederne om investeringer, så de kan komme i gang med at tage ny teknologi i brug.
Hør hele interviewet med direktør Michael H. Nielsen på nedenstående link