DM i Skills er lige om hjørnet
Den 28.-30. april løber dette års DM i Skills af stablen. Denne gang i Høng, hvor omkring 300 unge fra forskellige erhvervsuddannelser kommer og dyster om at blive landets bedste indenfor deres fag
Af Tine Maria Kristiansen
24-årige Frederik Riber er bygningssnedker og i år dommer under danmarksmesterskabet i Skills. Han fortæller, at deltagerne blandt andet vil blive vurderet på, om det, de laver, er ordentligt, om håndværket ser pænt ud, og om sikkerheden er i orden.
- Noget, vi lægger mærke til, er, om de ikke bare kaster om sig med tingene, men at det også bliver gjort i en god ro og orden. Vi skal jo sørge for, at de unge mennesker ikke kommer galt afsted og holde øje med, om de bruger værktøjet, som man skal, siger han.
Har selv været med
Frederik Riber har selv været med i konkurrencen fire gange og har vundet guld i både 2016 og 2017. Ifølge ham skal man have troen på sig selv, hvis man vil nå langt.
- Man skal ikke give op, hvis noget går galt. Der vil næsten altid være noget, der ikke går, som man har planlagt, og så skal man være god til at holde overblikket, siger han og fortsætter:
- Hvis du holder fokus og din planlægning er god, så kommer håndelaget også. Du har en opgave, som skal løses på den givne tid. Det gælder om ikke at blive distraheret. Heller ikke af, hvad de andre laver. Du bliver nødt til at have skyklapper på.
Den tidligere danmarksmester forklarer samtidig, at det er godt, hvis deltagerne kan finde deres vindermentalitet frem. Frederik Riber har selv dyrket atletik på eliteplan og fortæller, at hans erfaringer fra sporten har været en stor fordel i konkurrencen:
- Jeg kastede diskoskast i mange år. Der var helt klart meget derfra, jeg kunne tage med til DM. Både det her med at være dedikeret til noget og at gide at bruge tiden på det. Håndværk er jo som med sport. Jo mere du øver dig, jo dygtigere bliver du.
Efter DM venter EM og VM
Vinderne af danmarksmesterskabet kan bagefter kvalificere sig til EuroSkills og WorldSkills. Frederik Riber har været med i begge konkurrencer og har også hentet flotte resultater. Konkurrencen er dog ifølge ham meget hårdere end til DM.
- Her skal man stå tidligt op for at kunne følge med, siger han og uddyber:
Det, der slog mig mest, var, at man ikke kunne få øjenkontakt med nogen, når man gik rundt og kiggede. Alle deltagere var fuldt fokuseret.