Drømmehuset er nede på jordenDrømmehuset ifølge EDC: Gennemtænkt nyere étplans villa beliggende på en 800 m2 grund, opført i røde mursten med tag af sorte teglsten. Flot lysindfald gennem store vinduespartier.

Drømmehuset er nede på jorden

Danskernes drømmehus er en gennemtænkt nyere étplans villa beliggende på en 800 m2 grund, opført i røde mursten med tag af sorte teglsten. Flot lysindfald gennem store vinduespartier

Det er hverken strandvejsvillaer eller stråtækt bondehusidyl, der står øverst på danskernes ønskeliste, når man spørger dem, hvordan drømmehuset ser ud. Selv med frit valg på alle hylder er det den nyere, energirigtige familievilla i et plan, som flest vil foretrække at bo i. Det er konklusionen på en undersøgelse blandt 1500 boligkøbere i EDC-kædens køberkartotek, der skulle definere det hus, de helst selv ville bo i.

Helt præcist foretrækker 43 % en villa i ét plan frem for et hus med kælder eller med førstesal. Hernæst foretrak flertallet at huset er opført i røde mursten og med sort tegltag, og vinduerne skal være med store enkelt-flade ruder. Hele herligheden skal helst ligge på en mellemstor grund, dvs. mellem 700 og 1000 kvm.

- Selv når vi får mulighed for at definere vores drømmehus, viser undersøgelsen at vi er jordnære og i bund og grund prioriterer det funktionelle og velindrettede, som kan være en god ramme om familiens liv uden at kræve for meget vedligeholdelse. Selvfølgelig kan vi alle blive betaget, når vi ser boligprogrammer i TV, men i sidste ende foretrækker de fleste en overskuelig bolig som ramme for hverdagen, siger kommunikationschef Jan Nordmann fra EDC.

Demografiske forskelle
Der er tale om en type villa som findes overalt i landet - oftest i de nyere villakvarterer lidt uden for bymidten. Prismæssigt befinder denne type bolig sig typisk i midterfeltet, men naturligvis vil nye eller nyere huse altid være dyrere end eks. en tilsvarende villa fra 70’erne.

Når konklusionerne af undersøgelsen brydes ned og kombineres med data om undersøgelsens deltagere, viser der sig alligevel nogle forskelle i vores præferencer for drømmehuset. Eksempelvis foretrækker boligkøberne øst for Storebælt et pudset eller filtset hus mens drømmen om et rødstenshus er mere udbredt vest for Storebælt. På samme vis vil yngre boligkøbere også hellere have et pudset hus, mens de ældre hælder til murstensfacaden.

Når det gælder taget, er de unge boligkøbere mest til det sorte tegltag, mens præferencen for røde tegltage stiger med alderen. Og logisk nok er det også de ældre der lægger mest vægt på at få et hus i ét plan og med en overkommelig størrelse have, mens toplans-huset med kælder faktisk er det mest ønskede blandt de helt unge boligkøbere.

-cmn

14/10 2016