DTVK udvider med to tekniske konsulenter
Som led i et generationsskifte udvider Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK) under Dansk Byggeri nu med to tekniske konsulenter
To erfarne kvinder skal kontrollere TV-inspektionen. Helle Holm Jørgensen har en uddannelse som teknisk designer og arbejder i det daglige på Vejle Spildevand med registrering af TV-opmålinger, LER-oplysninger og kundeservice og har samlet 25 års erfaring med TV-data, mens hendes nye kollega i DTVK, Maj-Britt Damgaard, arbejder som teknisk assistent i Novafos, Nordsjællands Vandforsyningsselskab. Hun er projektleder på TV-inspektion, strømpeforinger og gravearbejder og blev virksomhedsoverdraget til Forsyning Helsingør i 2010, da Vandsektorloven trådte i kraft. Derefter arbejdede hun i Hørsholm Vand, der nu er en del af Novafos, som er navnet for Nordsjællands Vandforsyningselskab.
Inden for de senere år er medlemstilgangen hos DTVK steget med ca. 30 %, så der i dag er 41 højt specialiserede medlemmer inden for TV-inspektion. I takt med klimaændringer, digitalisering og stigende fokus på kvalitet og ensartede standarder forventer DTVK yderligere stigning de kommende år, og derfor opruster organisationen også på den tekniske del.
- Med de nye kvindelige tekniske konsulenter får vi to kompetente kapaciteter med en meget praktisk tilgang, der er vant til at skabe resultater. De har begge været ansat i TV-inspektionsfirmaer, så de kender arbejdsbetingelserne for de professionelle TV-operatører, og det er en stor fordel. Samtidig er de med til at give en anden tilgang og derved tilføre en ny dimension til udviklingen, siger Claus Vangsager, der er formand for TV-inspektionsgruppen under DTVK.
Ingen uklarheder og ensartet rapportering
De tekniske konsulenter hos DTVK udfører bl.a. kontrol af medlemmernes TV-inspektion, vurderer og registrerer TV-operatørernes kvalitetsniveau og underviser og efteruddanner TV-operatører.
Selve kontrolarbejdet består i at se de TV-inspektioner igennem, som kontrollen får og sammenholder den med TV-rapporten, som TV-operatøren på baggrund af sine iagttagelser har skrevet. Det sker for at sikre, at det er de rigtige konklusioner, der drages på baggrund af inspektionen.
- Vi er begge vant til at sidde på den anden side af bordet som bestiller af TV-inspektioner. Derfor ved vi også, hvor vigtigt det er, at der ikke er uklarheder, og at TV-inspektionerne rapportering og konklusioner er både rigtige og ensartede, siger Helle Holm Jørgensen.
-kj