Dyster om håndværkerguld i storcenteret

Dyster om håndværkerguld i storcenteret

EUC Sjælland afholder skolemesterskab i Næstved Storcenter - et ambitiøst projekt, der skal styrke blandt andet bygge- og anlægsfagenes synlighed

Netop nu tager tusindvis af unge hul på en videregående uddannelse, men selvom håndværksfagene skriger på arbejdskraft, så blev det ikke erhvervsuddannelserne, der hen over sommeren blev ramt af et stormløb af uddannelseshungrende unge.

Det har fået flere politikere til at kræve handling, så erhvervsuddannelserne bliver et mere synligt og attraktivt tilbud til unge.

Erhvervsskolen EUC Sjælland, der dækker det meste af Sydøstsjælland, går dog allerede nu i offensiven i bestræbelserne på at synliggøre blandt andet bygge- og anlægsfagene samt den høje faglighed bag.

Det sker i første omgang ved at flytte skolemesterskaberne for skolens bedste elever i 11 fag ud af undervisningslokalerne og afvikle dem alle sammen ved et stort, fælles mesterskab i og omkring Næstved Storcenter.

- Vi ved, at der er høj faglighed og vi ved, hvad fagene kan, og hvorfor de er attraktive, men det betyder jo ikke, at alle andre også gør det. Nu flytter vi fagligheden ud, hvor rigtigt mange mennesker kommer, forklarer John Norman, direktør på EUC Sjælland.

I praksis skal de 11 fag, under sloganet Håndværkerguld, dyste over to dage i store telte uden for storcentret og på et torv indenfor. Det betyder, at tilskuerne kan komme helt tæt på deltagerne og følge opgaveløsningerne på tætteste hold.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal gøre bygge- og anlægsfagene og alle vores andre faguddannelser synlige og konkrete, så nogle af fordommene omkring erhvervsuddannelserne kan blive brudt ned, siger John Norman, der ser EUC Sjællands dygtigste elever, som oplagte ambassadører til at skabe øget synlighed omkring faglige udfordringer og muligheder inden for håndværksfagene.

- Det er ikke tilfældigt, at vi nu går i offensiven og kalder det håndværkerguld. Det er det, som vi som erhvervsuddannelse skal være med til at skabe og finpudse til brancher, der lige nu skriger på uddannet og højt kvalificeret arbejdskraft, fastslår han.

For EUC Sjælland er det første gang, at man forsøger sig med en samlet udrykning af skolemesterskaberne til en lokalitet uden for skolens egne rammer. Dermed bliver det også første store test for skolen frem mod DM i Skills, der afvikles i netop Næstved i 2019.

- Det er klart, at en så stor begivenhed allerede nu fylder meget i vores bevidsthed, men vi har også en løbende forpligtigelse til at være synlige og udadvendte i vores region. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet og regne med, at unge af sig selv finder ud af, hvor mange karrieremuligheder og faglighed, der ligger i en erhvervsuddannelse. Ved at afvikle skolemesterskaberne på den her måde, skaber vi en win-win-situation, hvor vi dels får markeret os og den bedste side af erhvervsuddannelserne i regionen og samtidig får vi som skole høstet erfaringer frem mod 2019, forklarer John Norman.

EUC Sjællands skolemesterskaber løber af stablen 24. og 25. august, og bliver i september efterfulgt af Skills Stafet, hvor 2500 8. klasses-elever fra regionen prøver kræfter med blandt andet håndværksfag på EUC Sjælland i både Køge og Næstved.

- mir

18/8 2017
  • Tredje kvartal 2026 var byggeriets travleste i fire år

    Tredje kvartal 2026 var byggeriets travleste i fire år

    byggeri ›Nye tal fra Håndværkerindekset viser 18.976 bygge- og renoveringsopgaver i tredje kvartal. Det er 24 procent flere end året før – og det højeste antal i et tredje kvartal siden 2022. Fremgangen ses i næsten alle håndværksbrancher
  • Udvider ejerkredsen og gør klar til aggressiv investeringsstrategi

    Udvider ejerkredsen og gør klar til aggressiv investeringsstrategi

    byggeri ›Magnor Group, der i dag tæller fire virksomheder og over 150 medarbejdere, gør to medarbejdere til partnere. Det sker ud fra filosofien om, at indflydelse og ejerskab skal forankres hos de medarbejdere, der er med til at drive virksomhederne fremad
  • Kompliceret modernisering af 248 boliger i Glostrup afsluttet

    Kompliceret modernisering af 248 boliger i Glostrup afsluttet

    byggeri ›Efter godt to års byggearbejde er energirenoveringen og moderniseringen af Birke/Bøgeskoven, Glostrup Boligselskabs afdeling 33, nu afleveret
  • Stort gennembrud for genbrug af beton

    Stort gennembrud for genbrug af beton

    byggeri ›Fem års forskning i innovationsprojektet StructuralReuse har givet den danske byggebranche konkrete testmetoder, vejledninger og pilotcases for beton, stål og træ. Efterspørgslen på genbrugsmaterialer fra bygherrer og rådgivere er stor
  • Erhvervsskolernes ledere har for lidt indflydelse og for meget at se til

    Erhvervsskolernes ledere har for lidt indflydelse og for meget at se til

    byggeri ›Den første kortlægning af lederne på landets erhvervsskoler peger på et behov for at styrke ledelsen på skolerne. Samarbejdet mellem lederne på de enkelte skoler har stor betydning for, om det lykkes at sikre flere faglærte i fremtiden
  • Vigtigt at fastholde stærk kultur under vokseværk

    Vigtigt at fastholde stærk kultur under vokseværk

    byggeri ›- Vi konkurrerer med globale spillere, men vores styrke er, at vi udvikler løsninger tæt på markedet og tilpasser os lokale behov. Min opgave er at fastholde vores kultur, mens vi vokser, siger Dana Lims administrerende direktør, Lars Christensen
  • SMV’er tøver med at skifte til andre banker

    SMV’er tøver med at skifte til andre banker

    byggeri ›38 procent af SMV’erne har overvejet at skifte bank det seneste år, men næsten halvdelen vurderer, at et bankskifte vil være besværligt
  • AI kan ikke fortrænge håndens arbejde

    AI kan ikke fortrænge håndens arbejde

    politik ›Kunstig intelligens kan ikke lægge et gulv, sætte tagspær eller renovere ”fru Hansens” sommerhus. Det er stadig brug for den faglærte håndværker