Ejendomsselskab sætter fokus på transparens med offentliggjort CO2-regnskab
ATP Ejendomme har netop offentliggjort en årsrapport med data om CO2-udledninger fra hele selskabets portefølje af eksisterende ejendomme. Formålet er at være med til at skabe mere åbenhed i branchen
For at give et indspark til debatten om adgang til data og fælles standarder i CO2-regnskaber, har ATP Ejendommen offentliggjort CO2-data fra hele selskabets portefølje af eksisterende ejendomme.
Ifølge selskabets ESG-chef, Peter Hebin Bruun, er transparens en forudsætning for at skabe et troværdigt CO2-regnskab, samtidig med at dataindsamling er en ejendomsbranchens største udfordringer. Derfor vil selskabet også gerne dele ud af sine erfaringer.
- I ejendomsbranchen skal vi ikke konkurrere om, hvem der er bedst til at CO2-rapportere men om at skabe de mest bæredygtige ejendomme. Derfor deler vi gerne ud af vores erfaringer med udviklingen af CO2-regnskabet, så vi og resten af branchen i fællesskab kan forbedre datakvaliteten og opgørelsesmetoderne, siger Peter Hebin Bruun og fortsætter:
- Med det nuværende CO2-regnskab er vi godt på vej med udviklingen af metoderne og dataindsamlingen, men vi er ikke i mål endnu. Vi skal blandt andet forbedre datakvaliteten, så vi får en større del af forbruget med, og vi skal opsamle data mere effektivt, så CO2-regnskabet mere præcist kommer til at følge perioden for det finansielle regnskab.
Nogle tal er svære at skaffe
Regnskabet rummer data fra alle dele af ATP Ejendommes portefølje af eksisterende ejendomme, men det er ikke al data, som har været lige let at indsamle. Peter Hebin Bruun lægger heller ikke skjul på, at det færdige CO2-regnskab for 2022 er et resultat af et lærerigt og udfordrende forløb:
- At indsamle data fra en portefølje med både danske og udenlandske ejendomme, fondsejede ejendomme, og ejendomme, som ATP ejer sammen med andre investorer, har været en både spændende og krævende opgave. Vi er lykkedes med at fremskaffe data fra alle segmenter i porteføljen på nær nogle enkelte udenlandske investeringer, om end datakvaliteten og dækningen ikke er lige høj alle steder. Det har krævet en stor indsats fra kolleger og samarbejdspartnere, og vi er alle blevet klogere på, hvor vi kan optimere dataindsamlingen yderligere i de kommende år, uddyber Peter Hebin Bruun.
Data med dilemmaer
For at sikre en høj anvendelsesværdi og troværdighed i CO2-regnskabet, er datakvaliteten og -dækningen afgørende. ATP Ejendommes mål har været at forbedre rapporteringen på begge parametre. For eksempel rummer regnskabet for 2022 data for alle danske ejendomme, og for 70-100 % af de forskellige dele af den udenlandske portefølje. Spændet dækker over forskelle i dataindsamlingen hos de eksterne forvaltere, som ATP Ejendomme anvender i udlandet.
Dækningen er markant højere end tidligere år. Men paradoksalt nok kan en løbende forbedring af datakvaliteten også være en udfordring i rapporteringen:
- Vi ønsker selvsagt at styrke kvaliteten i vores data, da det giver et mere retvisende regnskab. Men når vi for eksempel øger kvaliteten ved at indsamle konkret måleraflæste data i stedet for at hente forbruget fra ejendommens energimærke, så vil den viste CO2-udledning typisk være højere. Det sker, da vi får en større del af ejendommens reelle forbrug med. Datakvaliteten stiger, men det bliver samtidig vanskeligt at sammenligne det ene år med det andet, fordi datagrundlaget er ændret. Forskellige indsamlingsmetoder og datakvaliteter kan også være årsagen til, at det i dag er vanskeligt at sammenligne CO2-regnskaber på tværs af ejendomsbranchen. Det kunne vi med fordel kigge på i sektoren i de kommende år, siger Peter Hebin Bruun.
I 2022 stammede 70 % af de danske forbrugsdata fra aflæsning af el-og varmemålere,
og de resterende 30 % udledt fra ejendommenes energimærker.
Udvides med vandforbrug
CO2-regnskabet for 2022 indeholder el- og varmeforbrug, som er omregnet til CO2-ækvivalenter (CO2e). Ambitionen er også at inkludere data om vandforbrug og affald i kommende regnskaber.
- Vi har i denne omgang koncentreret os om el og varme, som står for den klart største påvirkning. Opgørelser for vand og affald er et fokusområde, som vi kommer til at kigge nærmere på i de kommende regnskaber, ligesom vi også kommer til at se på modeller for estimering af den indlejrede energi og tilhørende CO2-emission i de materialer, vi anvender til drift og vedligehold i dagligdagen, uddyber ESG-chefen.
CO2-regnskabets resultater
Som datterselskab forvalter ATP Ejendomme både ejendomme på egen balance og ejendomme, som ligger på ATP Koncernens balance. Regnskabet er derfor delt i to, hvor det ene kun omfatter ejendomme på ATP Ejendommes balance og det andet omfatter den samlede ejendomsportefølje for hele ATP Koncernen.
CO2-regnskabet viser udviklingen i CO2-aftrykket målt i CO2e fra 2018 og frem til i dag. ATP Ejendommes ambition for den samlede administrerede portefølje er en CO2e-reduktion pr. m2 på 65 % i 2025 og 85 % i 2030 i forhold til udledningen i 2018.
- Som tallene viser, er vi godt på vej i forhold til vores ambitioner med en reduktion i CO2-udledningen pr. m2 på 71,3 % for den samlede administrerede portefølje fra 2018 til 2022. Ejendomme på ATP Ejendommes balance, som udgør en delmængde af koncernens samlede portefølje, bidrager positivt til denne udvikling med en reduktion på 43,9 % i samme periode. I den danske del af porteføljen stammer over 80 % af reduktionen fra den grønne omstilling af især fjernvarmen og elproduktionen – altså en reduktion vi ikke har en direkte indvirkning på. Den resterende reduktion er derimod et resultat af en bred vifte af energibesparelser i porteføljen, siger Peter Hebin Bruun.
ESG-chefen påpeger, at regnskabet fra 2020 og frem har været præget af helt ekstraordinære begivenheder:
- Vi skal være varsomme med at konkludere for skråsikkert på udviklingen i de seneste års forbrugs- og emissionstal. Nogle segmenter såsom shoppingcentre og hoteller har været stærkt påvirket af de generelle corona-nedlukninger, og det har kontorporteføljen også om end i mindre grad. Krigen i Ukraine kommer sandsynligvis også til at sætte sit præg på det europæiske energimiks i de kommende år, og det kommer også til at påvirke udledningen fra vores portefølje. De eksterne omstændigheder og udfordringer er ens for alle med porteføljer, der ligner vores. Vi koncentrerer os derfor om det, vi kan gøre noget ved; nemlig at optimere energiforbruget på vores ejendomme og bidrage til den grønne omstilling af forsyningsnettet via samarbejder med nye energiproducenter. Det sidste gør vi blandt andet ved at medvirke til etableringen af nye solcelleparker i Danmark. Fra 2023 indkøber ATP Ejendomme eksempelvis al strøm fra en nyetableret solcellepark på Als.
-tmk
Se CO2 regnskabet her