En fængslende opgave
På mandag tager justitsminister Peter Hummelgaard første spadestik til en stor udvidelse af Sdr. Omme Fængsel med idrætshal, købmand, skole og værksted
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Sdr. Omme Fængsel er i dag et åbent fængsel med 222 pladser, men der skal etableres yderligere 200 pladser i fængslet, og dermed bliver det til landets største fængsel.
Justitsminister Peter Hummelgaard peger på, at de 200 nye pladser er ’fleksible’. De er grundæggende lukkede fængsler, men de kan også ombygges til arrestpladser eller anvendes som åbne fængselspladser, hvis der opstår et særligt behov.
Direktør i kriminalforsorgen, Ina Eliasen, glæder sig over udvidelsen, og understreger også behovet for at øge den samlede bemanding i kriminalforsorgen for at håndtere det stigende belæg.
Er det et ’hotel’?
Sdr. Omme Fængsel består i dag af en bygningsmasse på cirka 28.000 kvadratmeter. Udvidelsen betyder yderligere 19.000 kvadratmeter og består af bygninger med celler samt dertilhørende beskæftigelsesbygning med værksted og skole samt en købmand.
Der skal desuden opføres idrætshal samt et fælleshus til sociale formål. Udvidelsen sker i tilknytning til det eksisterende fængsel og dermed på egen matrikel.