Energipris til østjysk automationsfirma
Kjærgaard A/S med hovedkontor i Løsning i Østjylland modtog i sidste uge Energiprisen fra Tekniq Arbejdsgiverne i forbindelse med den energipolitiske åbningsdebat på Christiansborg
Prisen, der uddeles af Tekniq Arbejdsgiverne, blev givet for virksomhedens arbejde med at skabe totalløsninger til virksomhedsdomiciler, der kombinerer både elektriske installationer, IT-løsninger, energioptimering, intelligent styring, brug og indsamling af data og robotteknologi.
Prisen blev overrakt af formand for Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget Rasmus Helveg Petersen (RV). Han sagde bl.a.:
- Det er en satsning og indsats for miljøet, som det helt klart er værd at give Tekniq Arbejdsgivernes Energipris for.
Prisen er indstiftet for at sætte fokus på klima og energibesparelser.
- Det er hvert år en stor glæde at kunne hædre en virksomhed, der gør noget særligt for at reducere klimabelastningen, som det i høj grad er tilfældet med Kjærgaard A/S,” sagde Troels Blicher Danielsen, adm. direktør hos Tekniq Arbejdsgiverne.
Tænk langsigtet
I 2009 byggede Kjærgaard A/S sit eget nye domicil med fokus på de seneste teknologier indenfor automatisering og styring af hele bygningen og virksomheden vurderer, at de har sparet ca. 40 % på energiforbruget i forhold til mere konventionelle bygninger.
- Da vi byggede det, troede vi, at det ville komme til at tage en rum tid, før vi havde tjent pengene ind igen. Men energibesparelsen har været så stor, at det faktisk kun har taget seks år – og det i en bygning på 1.500 m2, der skulle udstyres med alle mulige former for styring og intelligente løsninger, fortæller Per Smedegaard.
For Kjærgaard A/S er prisen en bekræftelse af, hvor vigtigt det er at tænke langsigtet, når man planlægger eller renoverer nye bygninger – især hvis de skal rumme mange forskellige brugere.
- Sådan et domicil står jo faktisk tomt cirka 6000 timer om året, og hvis man ikke forstår at styre sit forbrug, så det følger brugernes adfærd, går der en ufattelig masse energi til spilde, sigerr Per Smedegaard og uddyber:
- Desværre oplever vi bare alt for ofte, at man kigger på her og nu-prisen i stedet for at tænke forbruget med ind i ligningen. På den måde spilder man ikke bare energi men også en masse penge. Den tankegang skal vi have ændret på.
Styring ud fra den enkeltes medarbejderprofil
Kjærgaard A/S visioner og fokus på at anvende de bedste løsninger har inspireret til endnu et nyt domicilbyggeri for en anden virksomhed, Beckhoff i Kolding, sidste år. Forventningen er her, at de opnåede energibesparelse i forhold til et almindeligt byggeri overstiger de projekterede 30 %.
Hos Beckhoff styres alt ud fra den enkelte medarbejderprofil. Når en medarbejder eksempelvis låser sig ind via en håndscanner ved hovedindgangen, bliver alarmen deaktiveret, og der tændes lys gennem huset til arbejdspladsen, samtidig med at skrivebordet gøres aktivt.
Alt lys i bygningen er LED RGB-belysning (belysning med farveskift), så lyset indendørs indstilles til det optimale lux-niveau og den rette farvetemperatur i forhold til udendørslyset.
Når sidste medarbejder går hjem, og alarmen aktiveres, rulles alle gardiner i underetagen ned som en ekstra sikring mod indbrud.
Derudover gemmer bygherre data fra systemerne for at lære om forskelle på tværs af årstider.
Kjærgaards næste projekt går ud på at få vejrdata fra DMI, så systemet selv kan tænke nogle dage frem og finde ud af, om det baseret på vejrudsigterne skal køle eller varme.
-dg