
Enggaard skal bygge ammunitionsfabrik
Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) har underskrevet en samarbejdsaftale med A. Enggaard og projekterende rådgiver AFRY i forbindelse med etableringen af den kommende ammunitionsfabrik i Elling.
- Vi er både stolte og ydmyge over at være en del af dette projekt. Det er en opgave af stor betydning for Danmark, og vi ser frem til at samarbejde tæt med Forsvaret og AFRY om at realisere ammunitionsfabrikken, siger regionschef i A. Enggaard Kristoffer Styrup.
På Linkedin skriver EKT således om sagen:
"I sidste uge kom vi et stort skridt nærmere ammunitionsproduktion på dansk grund
Her kunne Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK) nemlig underskrive en samarbejdsaftale med entreprenør A. Enggaard A/S og projekterende rådgiver AFRY i forbindelse med etableringen af den kommende ammunitionsfabrik i Elling.
For at skabe hastighed i det komplicerede projektet har ETK anvendt samarbejdsformen "tidlig entreprenørinddragelse", da det giver mulighed for at inddrage entreprenøren på et tidligt tidspunkt i projektet.
På den måde kan entreprenøren allerede under projekteringen give sine inputs til bygbarhed, materialevalg og lignende.
Samarbejdsaftalen regulerer rammerne for samarbejdet mellem rådgiveren, entreprenøren og ETK, så der skabes de bedst mulige rammer for, at parterne i fællesskab kan gøre visionerne til virkelighed.
Som følge af den sikkerhedspolitiske situation og den politiske aftale vedrørende hastig opbygning af forsvarets kampkraft fra februar 2025 er processen omkring aftaleindgåelsen, projekteringsperioden og udførelsesperioden optimeret i størst muligt omfang for at sikre en hastig opbygning og idriftsættelse af ammunitionsfabrikken.
Hovedentrepriseaftalen med A. Enggaard A/S forventes underskrevet midt i oktober.
-kis