Entreprenør fundet til trafikeret motorvejsprojekt i København for 650 millioner kroner
Sund & Bælt tildeler første etape af opgaven med at udvide Øresundsmotorvejen til Munck Havne & Anlæg. Projektet skal forbedre fremkommeligheden på motorvejen, der i dag er præget af omfattende kødannelse og trængselsproblemer
Øresundsmotorvejen, der går på tværs af Amager fra afkørsel 20, København C, i vest til Københavns Lufthavn og Øresundsforbindelsen i øst, er i dag stærkt belastet.
Der er ofte kø og trængsel på motorvejen, hvilket skaber forsinkelser for trafikken. Problemerne opstår primært i den vestlige del og på tilslutningsanlægget i Kastrup, hvor kapaciteten er særligt udfordret.
For at forbedre forholdene for de mange trafikanter, der benytter motorvejen, har et flertal i Folketinget som en del af Infrastrukturplan 2035 besluttet, at Øresundsmotorvejen skal udvides.
Det bliver Munck Havne & Anlæg, der skal udføre første del af opgaven med at udvide motorvejen.
Der er tale om en hovedentreprise, og opgaven omfatter udvidelse med ekstra spor mellem afkørsel 20, København C, og afkørsel 17, Lufthavn V. Derudover skal der etableres en parallel rampe mellem afkørsel 19, Ørestad, og afkørsel 20, København S.
- Vi ser frem til at samarbejde med Munck Havne & Anlæg om at udvide Øresundsmotorvejen for at skabe en større kapacitet på strækningen, siger Klaus Jørgensen, direktør for Større Projekter hos Sund & Bælt.
Sund & Bælt har i udbuddet lagt vægt på, at udvidelsen af motorvejen skal gennemføres med hensyntagen til naboer og de mange, daglige trafikanter i området.
I anlægsperioden opretholdes samme antal spor. Af hensyn til trafiksikkerhed og et sikkert arbejdsmiljø for vejarbejderne reduceres hastigheden til 80 km/t.
- Øresundsmotorvejen er et komplekst projekt, og vi skal have et skarpt fokus på trafikanterne, de omkringliggende naboer og nærmiljøet, samtidig med at vores medarbejderes sikkerhed skal være høj, også i arbejdet tæt på trafikken. siger Anders K. Sørensen, der er Divisionsdirektør hos Munck Havne & Anlæg.
Udvidelsen af Øresundsmotorvejen har en skønnet anlægsudgift på ca. 650 mio. kr.
-dc