Entreprenør på den nye Storstrømsbro valgte teknisk vanskelig konstruktion
Broentreprenør på den nye Storstrømsbro har haft for lidt fokus på mobilisering af arbejdskraft
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I et svar til Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen oplyser transportminister Trine Bramsen blandt andet, at entreprenøren på den nye Storstrømsbro hævder, at coronapandemien har haft ’en betydelige påvirkning’ af anlægget af broen.
Det skyldes især projektets internationale karakter, herunder at det har været vanskeligt for entreprenøren at skaffe medarbejdere fra forskellige lande i Europa til byggepladsen på grund af skærpede rejserestriktioner:
Påvirket af forsinkede materialer fra Kina
- Endvidere har entreprenøren gjort gældende, at byggeriet har været påvirket af forsinkede materialeleverancer fra Kina. Efter Vejdirektoratets vurdering har disse forhold været en medvirkende årsag til den manglende fremdrift, men det er ikke de eneste årsager. Efter Vejdirektoratets opfattelse har entreprenøren - også før coronapandemien - haft for lidt fokus på planlægning af mobilisering og projektering og har undervurderet omfanget af disse aktiviteter. Desuden har entreprenørens valgte konstruktionsmetoder vist sig at være teknisk vanskeligere end forventet og dermed også mere tidskrævende at projektere og udføre, oplyser ministeren.
Urealistiske tidsplaner
Kristian Pihl Lorentzen ønskede at vide, om forsinkelserne på den nye Storstrømsforbindelse udelukkende kan henføres til coronarestriktioner.
Herunder produktionsnedlukninger i blandt andet Kina, eller om det også skyldes urealistiske tidsplaner og manglende og dårlig planlægning fra entreprenørkonsortiets side, manglende opfølgning fra bygherrens side, manglende betalinger til underleverandører og dårlige arbejdsmiljøforhold på byggepladsen.
Vejdirektoratet har fulgt op
Ifølge Trine Bramsen har Vejdirektoratet inden for kontraktens rammer løbende fulgt op på de store forsinkelser:
- Ovenstående indgår i den aktuelle tvist mellem entreprenøren og Vejdirektoratet. Vejdirektoratet har ikke kendskab til, om entreprenørens aftaleforhold med leverandører eller om manglende betalinger kan have haft indflydelse på fremdriften. Vejdirektoratet vurderer derimod, at arbejdsmiljøforholdene på byggepladsen ikke har væsentlig betydning for projektets fremdrift. Der er ikke foretaget en særskilt analyse af årsagsforklaringerne til forsinkelserne, hvilket også vil særdeles vanskeligt, da det er svært at isolere årsagerne til forsinkelserne fra hinanden, idet der er en vis vekselvirkning mellem de eksterne og interne forhold, oplyser. Trine Bramsen.