Eternitten i Aalborg følger rivende udvikling
Aalborg er en by i rivende udvikling. De seneste godt 15 år er der kommet mere end 50.000 flere indbyggere til den nordjyske hovedstad, og det betyder, at der er tilsvarende gang i ejendomsudviklingen
Et af de nye boligkvarterer er Eternitten, der ligger ganske få kilometer syd for Aalborgs centrum. Her har KD Ejendomme opført et kompleks fyldt med lækre newyorker-inspirerede lejligheder. Projektet kaldes Skyline og omfatter i alt 95 boliger fordelt på 6000 m2. Størrelsen på de enkelte boliger varierer meget, og det gør indretningen også. Der er ikke meget standard over det, for der er faktisk over 20 forskellige planløsninger i komplekset. Man kan få sig mellem godt 50 og 220 m2, og altan eller terrasse til, som varierer i størrelse, og med elevator. Så der er basis for en virkelig blandet beboersammensætning, hvilket gør byggeriet super sympatisk, for på den måde er der mulighed for fællesskab på tværs af livsstadier. Lige fra single studerende i en hyggelig studiolejlighed til etableret familie i en lækker penthouse.
Godt genbrugt
Projektet er også et, der binder nyt og gammelt sammen. En magasinbygning er renoveret og konverteret til småstudiolignende lejligheder med rå mursten på væggene og rumopdeling med newyorkerinspirerede glasvægge med sorte sprosser. Murstenene indenfor er genbrug og leveret af Genbrugssten i Brønderslev. Et firma, der renser gamle mursten og sælger dem videre, hvilket er en kæmpe hurrafaktor set både med æstetiske og genbrugsglade briller. Æstetiske, fordi gamle mursten simpelthen er supersmukke og tilfører noget på en og samme tid råt og varmt til et byggeri. Og genbrugsglade, fordi der kan være CO2 at spare.
Ved siden af er opført nye bygninger med store glaspartier, der rigtig lukker lyset ind. Interiøret er neutralt, moderne og lige til at sætte sit eget præg på.
Parkeringsplus
Hele bebyggelsen nyder godt af en ordentlig parkeringskælder, hvilket er et kæmpe plus, for selvom man bor midt i byen, har rigtig mange brug for en bil til at klare sig i hverdagen. Det at skulle ud og parkere den langt væk fra sit hjem eller cirkulere i kvarteret i halve timer, kan virkelig tage pynten af hverdagen. Så selvom en parkeringskælder kan være en dyr løsning af etablere i et byggeri, så er det virkelig en god investering, der tæller op i hverdagsvenlighed. Også selvom der ikke er en parkeringsplads til hver lejlighed, men til lidt over halvdelen. Til gengæld er der depotrum til alle lejlighederne.
Æstetik og praktik
Byggeriet forener det æstetiske og det praktiske rigtig fint. Der er tænkt funktionalitet, kvalitet og arkitektonisk gode løsninger ind, og så er byggeriet alsidigt. Det vil sige, at der er basis for noget langsigtet holdbarhed, der vil tiltrække mange.
Man har mulighed for at dyrke udelivet både på de private altaner og terrasser, og skulle det ikke være nok, så er der anlagt alsidige grønne fællesarealer. Der er både cafeer, restaurationsliv og indkøbsmuligheder i gåafstand via stisystem, og man kan køre ud til motorvejen på godt fem minutter.
Det er næsten overflødigt at skrive, at lejlighederne er meget populære. De er så godt som alle sammen lejet ud. Og det forstår man godt.






Areal:
6000 m2
Arkitekt:
Brix Nordberg
Bygherre:
KD Boliger
Entreprenør:
KD Boliger
Ingeniør:
Erasmus og Partner
-ms