EU-Kommissionen stiller tåbeligt krav i Bygningsdirektivet
Mikroisolerede systemer er unødvendige at gennemføre i dansk lovgivning, fordi det af geografiske grunde ikke har haft betydning for Danmark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
I et notat til Folketingets Europaudvalg og Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget orienterer klima- energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen om regeringens besvarelse af Kommissionens åbningsskrivelse vedrørende den danske gennemførelse af ændringen af bygningsdirektivet fra 2018.
Kommissionen er af den opfattelse, at Danmark mangler at gennemføre fire bestemmelser og bemærker blandt andet, at der i dansk ret skal gennemføres en definition af ’mikroisolerede systemer’.
- Definitionen skal kunne finde anvendelse på bygninger, som ikke er koblet på det overordnede el-net, for eksempel bygninger i ø-samfund, oplyser Dan Jørgensen.
Unødvendigt
Kommissionen påpeger, at selvom Danmark har oplyst, at en sådan definition ikke er nødvendigt, fordi alle bygninger i Danmark er koblet til det overordnede el-net, kan det ikke fritage Danmark fra at gennemføre bestemmelsen, da det kun er, når gennemførelsen af et direktiv af geografiske årsager ikke har nogen genstand, at direktivet ikke finder anvendelse.
Samtidig afviser regeringen, at Bygningsdirektivet ikke er gennemført i dansk ret:
- Danmark har ikke i forbindelse med implementeringen af direktivet defineret mikroisolerede systemer i lovgivningen. Det skyldes, at bestemmelsen af geografiske grunde ikke har haft betydning for Danmark. Det bemærkes endvidere, at direktivet siden er blevet omarbejdet, og begrebet mikroisoleret system ikke længere fremgår af direktivet, forklarer ministeren videre.
Desuden bemærker regeringen, at der være tale om ’overflødig regulering’ at implementere definitionen i dansk lovgivning, da der ikke gøres brug af undtagelsen om mikroisolerede systemer, fordi der ikke forefindes mikroisolerede systemer i Danmark.
Interoperabilitet er ikke et dansk begreb
Kommissionen bemærker videre, at der skal etableres bygningsautomatik i bygninger over en vis størrelse, og der er krav til, hvad den pågældende automatik skal kunne, herunder krav om interoperabilitet. Ifølge Kommissionen er der dog ikke i dansk ret gennemført krav om interoperabilitet.
Til det bemærker regeringen, at der ikke er brugt begrebet ’interoperabilitet’ i forbindelse med gennemførelsen i dansk ret:
- Det hænger sammen med, at interoperabilitet ikke er et begreb, som typisk anvendes af de personer, der skal installere bygningsautomatik. Frem for at stille krav om decentrale automatikker skal være interoperable, er der indført krav i bygningsreglementet om, at bygningsautomatik skal være et samlet system, hvilket efter regeringens opfattelse medvirker til at fremme forståelsen af hensigten bag kravet, fremøreer Dan Jørgensen.
Stikprøver af energiattester
Sidst, men ikke mindst, bemærker Kommissionen, at der i dansk ret skal gennemføres krav om, at stikprøver ved energiattester skal baseres på ’en stikprøve af alle de årligt udstedte energiattester eller være af en tilstrækkelig størrelse for at sikre statistisk signifikante resultater med hensyn til overholdelse’.
Ifølge Kommissionen er det krav ikke gennemført i dansk ret, men regeringen henviser til, at den relevante gennemførelsesforanstaltning ved en fejl ikke er notificeret hos EU Kommissionen. Det er nu sket, og regeringen forventer, at Kommissionen dermed vil anse kravet for gennemført.