Euforiske rystelser på Brøndby stadion
Når Brøndbys superligahold scorer, kan det ikke kun mærkes hos de entusiastiske fans, men også i omgivelserne. Rambølls ingeniører har været på stadion for at måle svingningerne
Da Brøndby og FCK den 28. august tørnede sammen på Brøndby station, var en gruppe ingeniører fra Rambølls moniteringsafdeling på plads under ståtribunen kaldet ”Sydsiden”, hvor Brøndbys mest entusiastiske fans står placeret.
Formålet med Rambølls tilstedeværelse var at måle størrelsen af de svingninger, som hoppende fans kunne sætte i gang på den gamle tribune fra 1980’erne, beretter Rambøll i dag via sin hjemmeside.
Under kampen blev der målt accelerationer på 1,0*g, når publikum hoppede i takt på tribunen. Det er en ret stor rystelse, der i styrke kan sammenlignes med et lille lokalt jordskælv.
Slagsange ryster med
De store accelerationer blev målt to gange i løbet af kampen: Da FCK’s mål blev annulleret starten af kampen, og da Brøndby udlignede midt i anden halvleg. Flere andre gange gav slagsange også anledning til svingninger.
Rystelserne i et ”lille lokalt jordskælv”, som tribunesvingningerne på Brøndby stadion kan sammenlignes med, udtrykkes bedst på en skala, der angiver intensiteten af jordskælvet, og dermed hvor kraftigt jordskælvet føles for personer og konstruktioner, når man står midt i det. Accelerationerne målt på Brøndby stadion er derfor sammenlignet med ”Peak Ground Accelerations” (PGA), som angiver den største målte acceleration under rystelserne ved et jordskælv.
På PGA-skalaen svarer en acceleration på 1,0*g som målt under kampen til kraftige rystelser ved et jordskælv, og er større end ved mange væsentlige jordskælv gennem tiden. Ved historiens største registrerede jordskælv i Chile i 1960, der blev målt til 9,5 på Richter-skalaen, blev der således kun registreret PGA på ca. 0,3*g.
-cmn