Europas grønneste butik er åbnet i Valby
I Valby har Lidl slået dørene op til den første dagligvarebutik i Europa, der har fået den eftertragtede LEED Platinum-certificering for bæredygtigt byggeri efter en lang række klimavenlige løsninger og tiltag
Torsdag morgen slog Lidl dørene op til Europas grønneste dagligvarebutik. Den nyopførte butik ligger på Sjælør Boulevard i Københavns sydvestkvarter og er den første dagligvarebutik i Europa, som modtager den anerkendte og eftertragtede LEED Platinum-certificering på baggrund af en lang række klimavenlige løsninger og tiltag.Klimavenlige løsninger betaler sig
Alt i den nye butik, lige fra mursten og belysning til indkøbsposer og parkeringsplads, er valgt ud fra en ambition om at skabe Danmarks mest miljøvenlige dagligvarebutik. Det betyder blandt andet, at butikken udelukkende forsynes med energi fra vedvarende energikilder og ikke er koblet på fjernvarmesystemet.
- Vi har virkelig forsøgt at udfordre os selv i hele processen for at gå så langt som overhovedet muligt i klimaets navn. Hertil kommer, at flere af de klimavenlige tiltag faktisk er en god forretning. Det betaler sig rent faktisk for os at minimere strømforbruget, producere strøm på taget og genanvende regnvand, siger administrerende direktør, Finn Tang, fra Lidl Danmark og forsætter:
- Den nye butik er et pilotprojekt, men tanken er, at vi vil bruge erfaringerne fremadrettet, og sandsynligvis implementere nogle af tiltagene i vores andre butikker.
Lidl har for eksempel genbrugt mursten, der kommer fra den gamle Flyvestation Værløse.
Vil gøre det nemmere for kunderne
Den nye butik på Sjælør Boulevard er et pilotprojekt, hvor Lidl fremover vil teste nye, innovative og klima-venlige tiltag og inspirere andre til at bygge bæredygtigt.
Lidl håber, at kunderne vil tage godt imod den nye grønne butik, og håber, at initiativerne vil inspirere andre i detailbranchen til at tænke bæredygtighed ind i byggeri og drift.
-jhn
COWI: Bæredygtigt med højeste udmærkelse
LEED Platinum-certificeringen anerkender best-in-class strategier og tiltag og gives til byggerier, som lever op til de strengeste krav i forhold til genanvendelse, energiforbrug og miljøpåvirkning.
- Lidls nye butik i Valby er ikke bare den grønneste butik i Danmark. Butikken er faktisk det eneste retail-byggeri i Europa, der er LEED Platinum certificeret. Det er den højeste certificeringsgrad inden for bæredygtigt byggeri og vidner om, at Lidl ikke er gået på kompromis med noget, siger chefspecialist Per Haugaard fra rådgivningsvirksomheden COWI, der er ansvarlig for LEED-certificeringen i Danmark.

Fakta: Det har Lidl gjort:
• Komplet oprensning af byggegrunden før opførsel af den nye butik
• Brug af bæredygtige byggematerialer, hvor det har været muligt, f.eks.:
o Mursten produceret af genbrugsmaterialer fra Flyvestation Værløse
o FSC mærket træ
• 285 m2 strømproducerende solceller på taget
• Brug af automatiseret belysning og strømbesparende LED lys
• Låg på alle frost- og kødbokse samt plastrullegardiner på kølemontre for at minimere energiforbruget
• Varmegenvinding af overskudsvarmen fra kølemontre samt jordvarme til opvarmning af butikken
• 300 m2 grønt tag, som absorberer regnvand og optager CO2 svarende til 30 træer
• Regnvandsopsamling der bl.a. genanvendes til vanding af grønne arealer og toiletskyl
• 2 ladestationer til el-biler og el-cykler på parkeringspladsen samt mere plads til cykelparkering og lad-cykler
• Sociale tiltag, herunder
o Etablering af oplyst og handicapvenlig sti fra nærliggende boligområde til butikken
o Etablering af 440m2 fodboldbane på butikkens tag til glæde for naboinstitutionens børn
• Butikkens varer leveres med egen gaslastbil, som udelukkende kører på naturgas
• Indkøbsposerne består af mere end 80 pct. genbrugsmateriale og er mærket med den blå miljøengel