Eurotag taber kartelsag i Sø- og Handelsretten
Det er ikke i tilstrækkelig grad blevet bevist, at Icopal og Nordic Waterproofing har lavet ulovlige samarbejdsaftaler og holdt Eurotag Danmark udenfor, vurderer Sø- og Handelsretten
I en sag om erstatningsansvar for påstået overtrædelse af konkurrenceretten har Landsretten afvist påstanden nedlagt af tagpapleverandøren Eurotag Danmark A/S, idet retten blandt andet anførte, at påstanden var for bred til at kunne føre til domfældelse.
Dermed afsluttes sagen om, hvorvidt Icopal og Nordic Waterproofing har haft kartellignende aktivitet med ulovlige samarbejdsaftaler og konkurrencebegrænsende adfærd i forbindelse med deres aktiviteter i Danske Tagpapfabrikanters Brancheforening (DTB) og Tagpapbranchens Oplysningsråd (TOR).
Sø- og Handelsretten har ikke foretaget en realitetsbehandling af sagen, men har med begrundelsen, at Eurotags påstand ikke indeholder en nærmere afgrænsning af de ansvarspådragende handlinger, som i givet fald skal ligge til grund for en dom om erstatningsansvar, afvist sagen.
- Vi er ved at gennemgå dommen for vurdering af, hvordan vi forholder os til resultatet og det videre forløb. Det er tankevækkende, at både Icopal Danmark og Nordic Waterproofing med næb og kløer ønsker at undgå en realitetsbehandling af sagen. Men faktum er, at de heller ikke i Sø- og Handelsretten er blevet frifundet, siger Peter Kranz, der er adm. direktør og ejer af Eurotag Danmark A/S.
Han tilføjer, at man hos Eurotag Danmark trods afgørelsen glæder sig over, at konsekvensen af sagen er blevet, at TOR er blevet opløst – samt at TOR Godkendt ApS er blevet likvideret.
-dc