Femern går sammen med spilbranchen om at få flere unge i byggeriet
Femern A/S har indgået aftale med Autens ApS, Vendelboe Kommunikation og Serious Games Interactive, der får til opgave at udvikle et nyt læringskoncept med undervisningsmateriale rettet mod 6. og 7. klassetrin
Med et nyt læringskoncept målrettet skoleelever vil Femern A/S give unge mulighed for at udforske byggebranchens mange spændende karriereveje, og dermed opfordre flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.
Konceptet hedder TunnelTalenter, og tirsdag den 12. september blev der indgået kontrakt med konsulenthuset Autens ApS, Vendelboe Kommunikation og Serious Games Interactive, der skal udvikle materialet for Femern A/S.
- Det er fantastisk glædeligt, at Femern byder skoleverdenen op til dans. Det giver danske skoleelever mulighed for at få en både virkelig og utrolig spændende kontekst ind i undervisningen, som også er et stykke nutidigt Danmarkshistorie, siger Lene Jensby Lange, der er administrerende direktør og grundlægger af Autens ApS.
Andelen af unge, der søger ind på en erhvervsuddannelse lige fra 9. eller 10. klasse, har ligget
konstant på omkring 20 procent % i flere år, og det er langt fra tilstrækkeligt til at imødekomme behovet i branchen.
Hos Femern A/S glæder man sig til samarbejdet og håber, at TunnelTalenter bliver et værdifuldt bidrag til at vende udviklingen.
- Byggebranchen og Danmark har brug for, at flere unge får interesse for erhvervsuddannelserne, og som Danmarks største infrastrukturprojekt vil vi gerne gå forrest og vise, hvor store ting man kan udrette i byggebranchen, siger Oliver Sellner Vonsild, som leder afdelingen for arbejdsmarkedsforhold og bæredygtigheds-strategi i Femern A/S.
TunnelTalenter vil være et gratis tilbud til grundskoler i hele Danmark, og en del af undervisningen kan foregå i tilknytning til den store byggeplads ved Rødbyhavn på Lolland.
Femern A/S forventer, at projektet vil være klar til de første elever i grundskolen i skoleåret
2024/2025.
Femern A/S er datterselskab i Sund & Bælt-koncernen, der har til opgave at bygge den 18-kilometer lange Femern Bælt-tunnel mellem Danmark og Tyskland.
-dc