Femerntunnelbyggeri skaber arbejdspladser i hele Danmark
Danske virksomheder byder ind på Femernprojektet. Indtil videre har det givet over hundrede kontrakter til underleverandører i hele Danmark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Fra begyndelsen har det stået klart, at en stor del af arbejdet med tunnelprojektet under Femern Bælt ville gå til udenlandske virksomheder, der har specialiseret sig i den type byggerier.
Men alligevel har det vist sig, at danske virksomheder godt kan være med som underleverandører. Selvom den primære byggeplads ligger i Rødbyhavn, kan projektet skabe arbejde på virksomheder over hele Danmark, idet flere end 100 danske virksomheder på tværs af mange forskellige brancher har fået del i opgaverne.
De to entreprenørkonsortier FLC og FBC kan selv vælge deres underleverandører, og de ser det som et tegn på, at danske virksomheder er meget konkurrencedygtige:
- Især de lokale har generelt været godt forberedte på de muligheder, som byggeriet af Femern Bælt-tunnelen giver, siger Jens Ole Kaslund, der er teknisk direktør i Femern A/S.
En trediedel til lokale virksomheder
Af de flere end 200 kontrakter, der indtil nu er blevet tildelt på projektet er over halvdelen gået til danske virksomheder, og en af de største gik til stålproducenten Give Steel i Brande, som har fået til opgave at levere 8.000 stålspær til den store fabrik, der skal producere Femern Bælt-tunnelens elementer.
Lokale virksomheder på Lolland og Falster tegner sig for cirka en tredjedel af kontrakterne, mens resten fordeler sig over Sjælland, hovedstadsområdet og resten af Danmark.
Femern Bælt-tunnelen bliver verdens længste sænketunnel. Den 18 kilometer lange forbindelse mellem Rødbyhavn på Lolland og Puttgarden på Tyskland vil gøre det muligt at krydse Femern Bælt på kun 10 minutter i bil og syv minutter i tog. Femern Bælt-tunnelen forventes at stå færdig i 2029