Finansiering af Lynetteholm hænger ikke sammen
Torsten Gejl fra Alternativet peger i forbindelse med et spørgsmål til transportminister Thomas Danisen på, at det seneste budget for anlæggelsen af Lynetteholm er på 3,4 milliarder, og det er en stor overskridelse af det oprindelige budget
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Samtidig understreger han, at der skal bruges penge på mange flere ting, som ikke er med i budgettet - blandt andet kompenserende opgravninger i Øresund, der skal sikre, at vandgennemstrømningen forbliver uændret (anslået til 600-800 millioner kroner), etablering af en sluseport i sejlrenden (anslået til 600-900 millioner kroner) samt omkostninger til ombygning eller flytning af rensningsanlægget Lynetten.
Dertil kommer at renterne på lånene til anlægsprojektet er kraftigt stigende, og endelig skal der flyttes virksomheder fra Prøvestenen.
Han beder derfor ministeren redegøre for, hvilke af de ovennævnte udgifter, der bliver medregnet i budgettet, og hvordan finansieres den budgetoverskridelse, som det medfører?
Ikke penge til sluseport
Ministeren påpeger i sit svar, at anlægsloven for Lynetteholm bemyndiger By & Havn I/S til at anlægge Lynetteholm ved at opfylde et areal i Københavns Havn, anlægge et modtageanlæg på Refshaleøen med dertilhørende arbejdskaj, anlægge en adgangsvej og foretage uddybning af sejlrenden i Kronløbet og syd for Middelgrunden:
- Det er aktiviteterne beskrevet i anlægsloven – og som afspejler den godkendte miljøkonsekvensvurdering med de senere besluttede projektændringer - budgettet skal dække. Heri indgår ikke kompenserende afgravninger eller en sluseport oplyser Thomas Danielsen.