Finansministeriet vildledte Folketinget med gigantisk fejlskøn
Finansministeriets skønnede 2004, at der frem til 2030 ville komme cirka 39.000 østarbejdere til Danmark. En opgørelse fra 3F viser, at der i 2017 arbejdede 125.588 østeuropæere i Danmark
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Dansk Folkeparti har lavet et beslutningsforslag, der skal behandles i Folketingssalen, om som pålægger regeringen at arbejde for i EU at indføre en ”arbejdsmarkedsprotokol” til Lissabontraktaten med henblik på at ”sikre, at danske lønmodtageres løn- og arbejdsforhold
ikke undergraves af EU”.
Ifølge DF’s ordfører, Kenneth Kristensen Berth, vil have EU til at ligestille de faglige rettigheder med EU’s såkaldte ”fire friheder”. Det vil i praksis betyde, at i de sager, hvor
faglige rettigheder og EU’s fire friheder kommer i konflikt, bør faglige rettigheder, og ikke mindst konfliktretten, have forrang.
Værnsregler
DF ”modsætter sig den fortsatte EU-regulering af arbejdsmarkedsområdet og insisterer på, at arbejdsretlige regler for det land, hvor arbejdet udføres, bør gælde, uanset hvorfra arbejdstagerne kommer.
Kravet fra DF er, at EU-Domstolen i fremtiden afstår fra at regulere arbejdsretlige spørgsmål:
- En arbejdsmarkedsprotokol til Lissabontraktaten er nødvendig, fordi der bør opsættes værnsregler i form af faglige rettigheder som konfliktretten, så fri bevægelighed sker, under forudsætning af at faglige rettigheder og konfliktretten har forrang. Når konfliktretten træder ind, skal EU-retten træde ud, hedder det blandt andet i beslutningsforslaget.
Fejlskøn på 544 procent
Ifølge Kenneth Kristensen Berth blev Folketinget misinformeret om antallet af vandrende arbejdstagere fra Østeuropa, som ville tage arbejde i Danmark efter EU-østudvidelsen.
Man skønnede fra Finansministeriets side i 2004, at der frem til 2030 ville komme cirka 39.000 østarbejdere til Danmark. Men en opgørelse fra 3F viser, at der i 2017 arbejdede 125.588 østeuropæere i Danmark:
- Følger man Finansministeriets egne beregninger, burde der ikke have arbejdet 125.588 østeuropæere i Danmark i 2017, men derimod 19.500 personer. Det skyldes, at Finansministeriet vurderede, at der fra EU-østudvidelsen i 2004 og 26 år frem ville komme ca. 1.500 vandrende arbejdstagere om året, hvis der i 2030 skulle arbejde 39.000 østeuropæere som konsekvens af EU-østudvidelsen - altså et fejlskøn halvvejs inde i EU-østudvidelsen på 544 procent, siger Kenneth Kristensen Berth.
Fejl kan ikke undgås – men 544 procent…
Han er ikke i tvivl om, at havde befolkningen og politikerne i 2004 haft kendskab til, at der i 2017 ville være over 125.000 vandrende arbejdstagere mod de 19.500, som blev stillet i
udsigt i aftalepapirerne fra 2004, taler sandsynligheden for, at aftaleparterne havde opstillet en række permanente værnsregler mod løndumping, som forudsætning for at åbne det
danske arbejdsmarked i forbindelse med EU-østudvidelsen.
- Fejlprognoser kan ikke undgås, men et fejlskøn på 544 procent tyder på, at Finansministeriet ikke havde forudsætningerne for at gennemføre en pålidelig prognose, hvilket burde have været meldt ud. I stedet valgte Finansministeriet at fremlægge et urealistisk lavt tal på 39.000 personer for 2030 og indsatte dette tal i bilaget til den politiske aftale som et argument for, at det var uproblematisk at åbne det danske arbejdsmarked op for vandrende arbejdstagere fra de tidligere østeuropæiske lande, mener DF’s EU-ordfører
Fiktivt tal skulle berolige
Af beslutningsforslaget fremgår det i øvrigt, at det ”fiktive tal på 39.000 personer frem mod 2030” skulle bruges til at berolige befolkningen og ikke mindst de politikere, der skulle underskrive aftalen, om, at en EU-østudvidelse ikke ville føre til massiv løndumping:
- På samme måde, som det er forkert at hvidvaske penge, er det forkert at hvidvaske tal. I den henseende er det ikke kun banksektoren, der trænger til en mentalitetsændring, men ledelsen
i statsforvaltningen ligeså, mener forslagsstillerne.