
Fingerplan 2.0 vender byplanlægningen på hovedet og lader vandet bestemme
Stigende havvand, biodiversitetskrise, et overophedet boligmarked og trængsel på vejene er voksende udfordringer i hovedstadsområdet. Fem tegnestuer har givet deres bud på en ny og bæredygtig udviklingsplan, og vinderen er fundet
Sidste år fyldte Fingerplanen, som er selve plangrundlaget for hovedstadsområdets udvikling, 75 år. De seneste års urbanisering, eksplosive boligpriser og ikke mindst klima- og biodiversitetskrisen udfordrer imidlertid den gamle plan, som ikke har fået en større revision siden 2007.
Det er baggrunden for, at Arkitektforeningen i starten af 2024 udskrev en åben idekonkurrence med titlen ’Fingerplan 2.0’ med støtte fra Dreyers Fond. Fem tegnestuer gik videre i konkurrencens fase to – og et enigt dommerpanel bestående af arkitekter, byplanlæggere og borgmestre fra tre hovedstadskommuner, har nu udpeget vinderne.
Tegnestuen Vandkunsten har leveret det bedste bud, mens Cobe og Maus Planning, ikke er vurderet langt efter.
Samlet set sætter alle forslagene en ny dagsorden for, hvordan man i dag bør tænke planlægning af hovedstadsområdet med naturen som en væsentlig medspiller i udviklingen.
Vandet bestemmer
I arkitekternes visionsforslag udgør vandveje, vådområder og blå/grønne korridorer mellem byerne – med skove, naturparker og regenerativt landbrug – helt centrale elementer. Og i flere af forslagene sætter vandet retning for, hvor man skal bygge og bo.
De fem forslag peger samstemmende på de store potentialer og attraktionsmuligheder, der ligger i at sprede byvæksten langs S-togsnettets fem fingre og udnytte og styrke forstædernes nærhed til naturen.
Her er byfortætning omkring stationerne – og i det hele taget er en styrkelse af den kollektive trafik et gennemgående tema, som tegnestuerne giver nytænkende bud på.
Som noget nyt, viser forslagene også potentialet i en tættere kobling til købstadskommunerne som Roskilde, Hillerød og Frederikssund.
Endelig understreger de fem forslag behovet for en ny tværregional organisering, der sikrer, at løsningerne kan implementeres på tværs af kommunegrænser.
Akut brug for ny debat
Organiseringen bliver konkretiseret gennem nye styrende organer som f.eks. oplandsråd med beslutningskompetence eller et Metropolplanskontor.
- At sætte retning for, hvordan vi skal bo og leve sammen om 40, 60 eller 100 år kræver en grundig analyse af nuværende og fremtidige udfordringer og politisk vilje til at løse dem.
- Med Fingerplan 2.0-konkurrencen ønsker vi at sætte fokus på disse udfordringer og fremkalde fælles billeder på fremtiden, der kan bruges som inspirationsoplæg til politiske beslutningstagere og planlæggere.
- For vi har akut brug for en fornyet debat om, hvordan vi sikrer en helhedsorienteret og bæredygtig udvikling af hovedstaden for nuværende og kommende generationer, siger Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen og formand for konkurrencens bedømmelsesudvalg.
Han mener, at de fem forslag bidrager med vigtige og perspektivrige indspark til debatten – og til en kommende revidering af Fingerplanen.
En samlet vision og et inspirerende løsningskatalog
Vinderprojektet i Fingerplan 2.0-konkurrencen skiller sig ud ved at levere en ambitiøs og konkret plan for en helhedsorienteret udvikling af hovedstadsområdet fremadrettet.
Projektet med titlen ’En decentral organisme vokser frem’, tager hele den måde, byer planlægges på, op til revision og lægger op til at udviklingen fremover sker på vandets og naturens præmisser.
Det involverer både kystbeskyttelse, stop for bebyggelse i lavlandsområder og – på lidt længere sigt – tilbagetrækning fra særligt udsatte områder og kyststrækninger.
Vandkunsten vender udfordringer med stigende havvand, trængsel på vejene og manglende liv i hovedstadens udkant til nye potentialer. Et nyt dige foreslås fra Charlottenlund i nord til Køge i syd.
Det står som værn mod vandet, men skaber samtidig et nyt kystlandskab med skær og rev, strandeng, badebroer og flydende pontonboliger. På land får både skov og fjord lov til at brede sig, og nye attraktive boligområder, med pælehuse, bofællesskaber og tiny houses skyder op.
Hillerødmotorvejen som ny bygade
Selve fingerplanstruturen med S-togsnettet bevares og udbygges, og der fortættes nær stationerne og i parcelhusområderne. Den kollektive trafik styrkes for at reducere både trængsel og CO2-udslip fra biltrafikken.
Desuden etableres et finmasket net af supercykelstier, og hurtigbusforbindelser indføres på tværs af ’fingrene’. På den måde frisættes plads til at omforme de større indfaldsveje, parkeringspladser m.v. til nye grønne byrum.
I forslaget er dette eksemplificeret ved Hillerødmotorvejen, der omdannes til ny bygade ind mod Københavns centrum.
Vandkunstens forslag rummer et omfattende idékatalog og giver nye bud på alt fra styrket sammenhæng i den regionale landskabsbearbejdning til en ny boliglov, der fremmer den blandende by, samt en ny politisk organisering i hovedstadsområdet, der både styrker den lokale selvbestemmelse og samarbejdet på tværs af kommuner.
- Det går jo ikke længere – der er brug for en ny fortælling og et nyt blik på planlægningen, en helhedstænkning, der adresserer de store udfordringer, vi står overfor i Danmark og i Hovedstadsregionen. Vi mener der oplagt er behov for en samlende strategi for de kommende års udvikling.
- En strategi, der kan skabe nye positive fortællinger og billeder på en fremtid, hvor de store udfordringer med oversvømmelser, CO2-udledning og biodiversitetskrise, får reel indflydelse på byudviklingen. En strategi, hvor vi udvikler nye løsninger, der positivt peger på de mange potentialer, der ligger i udfordringerne.
- Vi er derfor utroligt stolte over, at vores forslag udpeges som vinder, og glæder os til at deltage i den fortløbende debat – og vil gerne benytte lejligheden til at takke Arkitektforeningen og alle andre gode kræfter, der har søsat dette initiativ, siger Jan Albrechtsen, partner i Vandkunsten.
-dc