Finn Sørensen (Enhl): Siciliansk dom er en bombe under de danske overenskomster
Han frygter at sagen ender ved EU-domstolen, og der er sporene skræmmende, idet domstolen tidligere har angrebet de enkelte landet ret til håndhævelse af egne overenskomster
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Finn Sørensen fra Enhedslisten er godt tilfreds med, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) tager det alvorligt, når en siciliansk domstol har underkendt en dom om bod til et italiensk firma i den danske Arbejdsretten.
- Det er godt, at ministeren erkender, at den pågældende dom er et stort problem, fordi den er en bombe under vores kollektive arbejdsretlige system. Hvis den dom kommer til at stå ved magt, betyder det, at EU-registrerede virksomheder, som udfører opgaver i Danmark ganske vist kan tegne en overenskomst, men sk… højt og flot på det. Vi har ikke en jordisk chance for at håndhæve overenskomsten og kradse de penge hjem, de snyder deres medarbejdere for, siger Finn Sørensen til BygTek.
EU og den danske model er inkompatible størrelser
Med fare for at lyde ”gammelklog” siger Finn Sørensen, at situationen ikke kommer bag på ham.
Han har fra begyndelsen været kritisk i forhold til det danske EU-medlemskab og har sammen med andre fagforeningsfolk i erkendelse af, at det overenskomstsystem, vi har i Danmark ”ikke rimer med EU-retten”:
- Det er to forskellige verdener. Vores system er kollektivt, mens EU’s bygger på individuelle rettigheder. Dertil kommer, at retssystemerne i andre EU-lande ikke er som vores med en arbejdsret, der er sidste instans i forhold til afgørelser om overenskomster og arbejdsvilkår, siger Finn Sørensen videre.
Sporene fra EU-domstolen skræmmer
Han indrømmer gerne, at han ikke har tillid til, at domstolsafgørelser i visse østeuropæiske andre og eksempelvis på Sicilien er uafhængige:
- De træffer samtidig afgørelser under hensyn til retstilstanden i det pågældende land uden reelt kendskab til forholdene i Danmark. 3F har anket den italienske afgørelse, og i sidste ende kan sagen ende ved EU-domstolen, og der er jeg bestemt ikke tryg ved den konklusion, EU-domstolen vil komme til. Sporene skræmmer fra andre afgørelser, hvor domstolen både greb ind i strejkeretten og de enkelte landes ret til at håndhæve deres overenskomster. Derfor er jeg meget bekymret for følgerne af den seneste sag, siger Finn Sørensen.
Han vil derfor tage fat i ministeren for at høre, hvordan han vil skaffe sig allierede i EU. EU-domstolen er jo en politisk domstol, og den er påvirkelig i forhold til politisk pres. Hvis den sicilianske dom får lov til at stå, vil det være fuldstændigt ødelæggende for den danske overenskomstmodel, siger Finn Sørensen.
Grådighed og kynisme
Han har i øvrigt på baggrund af en tv-udsendelse på DR1, der sendes mandag aften om tvangsarbejde og menneskehandel i blandt andet byggebranchen, indkaldt beskæftigelsesministeren i samråd:
- 3F afdækker en grænseløs grådighed og kynisme, der præger dele af byggebranchen. Vi har længe vidst, at tvangsarbejde og menneskehandel finder sted. Der er mange eksempler, men bagmændene går fri. Vi må gå langt mere effektivt til værks fra myndighedernes og folketingets side. Ministeren skal redegøre for, hvorfor vi ikke kan få bagmændene dømt, og han skal komme med bud på, hvordan vi strammer loven, så vi får stoppet denne grove udnyttelse af udenlandske arbejdere. Han skal også komme med bud på, hvordan vi kan styrke myndighedsindsatsen og skærpe straffene, siger Finn Sørensen, der igen rykker for indførelse af kædeansvar i byggebranchen.
Lyt til hele interviewet med Finn Sørensen på nedenstående link