Fælles standard for opgørelse af arbejdsulykker på store byggeprojekter

Fælles standard for opgørelse af arbejdsulykker på store byggeprojekter

Resultaterne af arbejdsgruppen arbejde forventes at blive forelagt i foråret 2023.

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I en orientering til Folketinget om arbejdet med at udvikle en fælles standard for opgørelse af arbejdsulykker på offentlige byggerier oplyser transportminister Trine Bramsen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard blandt andet, at der for et par år siden blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af Arbejdstilsynet, Banedanmark, Bygningsstyrelsen, Femern A/S og Vejdirektoratet, som skulle indsamle erfaringer med arbejdsmiljø på store infrastruktur- og byggeprojekter.

Otte anbefalinger
Arbejdsgruppen kom med otte anbefalinger til at styrke det forebyggende arbejdsmiljøarbejde, og der blev efterfølgende udarbejdet seks initiativer til at understøtte, at anbefalingerne blev omsat til praksis.

Et af disse initiativer er etableringen af en fælles standard for opgørelse af ulykker på byggeprojekter. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har som en opgave fra Arbejdstilsynet lavet en forundersøgelse af mulighederne for en fælles ulykkesstandard på store byggeprojekter i Danmark.

Arbejdsgruppe
Ifølge de to ministre har en række offentlige bygherrer nu besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, som vil arbejde med at udvikle en fælles standard for opgørelse af arbejdsulykker på bygherrernes byggerier:

- Målet med projektet er at skabe en fælles opgørelsesstandard, der benyttes på tværs af arbejdspladser, hvor ulykker registreres ens, så det er muligt at sammenligne på tværs. Ved brug af den samme metodiske tilgang kan der dannes grundlag for at opnå fælles viden, der blandt andet kan være med til at målrette og forbedre arbejdsmiljøindsatsen, oplyser ministrene.

23/8 2022