Forskning i udviklingen af almene boligområder
JJW Arkitekter indleder et nyt erhvervsforskningsprojekt for at kortlægge bygherres og beboeres behov for rådgivning i de helt tidlige faser af renoveringsprojekter
Næsten hver femte danske bolig er en almen bolig. Da mange af boligerne er flere årtier gamle, er der et stort renoverings- og udviklingsbehov inden for sektoren. JJW Arkitekter og Kunstakademiets Arkitektskole går nu sammen om et nyt forskningsprojekt, der skal styrke de mange renoverings-projekter.
Camilla Hedegaard Møller, arkitekt og Ph.d., er ansat som ErhvervsPostdoc, og forskningsprojektet har titlen 'Vidensbasering af arkitektfaglig rådgivning i de tidlige faser af udviklingen af almene boligområder'. Projektet er økonomisk støttet af Innovationsfonden, og Camilla Hedegaard Møller fremhæver, at forskningsprojektet har et stort samfundsmæssigt potentiale på grund af den almene sektors størrelse:
- En af de grundlæggende hypoteser i mit forskningsprojekt er, at arkitekter kan bidrage med mere værdi, hvis de har en endnu bedre viden om bygherrernes og beboernes ønsker, behov og konkrete udfordringer. Det glæder jeg mig meget til at belyse. Jeg ser frem til at udvikle ny viden, der både har et kommercielt og ikke mindst et generelt samfundsmæssigt sigte, der sikrer en bæredygtig helhedstænkning i udviklingen af Danmarks almene boligområder .
Bygger på eksisterende kompetencer
Nybyggeri og renovering af almene boliger er et af JJW Arkitekters største forretningsområder, og aktuelt er tegnestuen totalrådgiver på en række store renoveringsprojekter blandt andet Stadionkvarteret i Glostrup, Søndermarken på Frederiksberg og har netop vundet renovering af Bellahøj. Udover Camilla Hedegaard Møllers erhvervsforskningsprojekt har JJW Arkitekter to igangværende forskningsprojekter om henholdsvis værdibaseret udvikling af almene boliger og integreret bæredygtigt design.
David Ploug er virksomhedsmentor på forskningsprojektet og glæder sig over, at tegnestuen får ny viden inden for et af dens største forretningsområder:
- Den vidensbaserede rådgivning i forbindelse med almene boligområder supplerer vores eksisterende erfaringer. Mit håb er, at projektets kortlægning af behovet hos bygherrer og de øvrige beslutningstagere betyder, at man i fremtiden på et tidligere stadie får et mere kvalificeret grundlag til at igangsætte bæredygtige udviklingsprojekter på, fortæller David Ploug.
Styrker uddannelsen
Katrine Lotz, institutleder på Bygningskunst, By & Landskab, mener, at erhvervsforskerordningen er en fremragende ordning, der giver Arkitektskolen mulighed for at udvikle og udveksle forskningsbaseret viden med ambitiøse arkitektvirksomheder.
- Blandt andet i kraft af Camillas projekt kan vi udvikle undervisning, der på én gang er både praksisbaseret og forskningsbaseret, og samtidig tager udgangspunkt i fagets aktuelle udfordringer.
-kj