Forstå og håndter konflikter i byggeriet
Byggebranchen er ofte skueplads for konflikter mellem bygherrer, rådgivere og entreprenører, hvilket både er skidt for arbejdsmiljø, rekruttering og produktivitet. Ny publikation giver parterne redskaber til at opdage, italesætte og løse konflikter i tide
Byggeriet får ofte skudt i skoene, at der er et særligt højt konfliktniveau i branchen. Mediationsinstituttet har tidligere anslået, at konflikter koster byggebranchen omkring 2,2 mia. kr. om året, svarende til 22 % af branchens resultat efter skat. Der er altså store kontante fordele ved at få sænket konfliktniveauet i byggeriet, så det er oplagt at finde ud af, hvor og hvordan man kan blive bedre til at forebygge konflikter i byggeprojekter.
Der er klart en tendens til, at lunten bliver kortere, når tidsplan og budget skrider. Sådan er det i alle brancher, men det gælder i særdeleshed i byggeriet, hvor tilbudsgiverne ofte har skåret ind til benet for at vinde udbuddet. Der er også særlige forhold i byggeriet, som medvirker til at skabe en øget konfliktkultur, men som ikke kan henføres til byggesagers kompleksitet eller pressede budgetter og tidsplaner.
- Der er mange forskellige virksomheder, aktører og fag i et byggeprojekt - med hver deres fagidentitet og -sprog. Øget specialisering har kun gjort kommunikationen mellem fagene sværere. Samarbejdet er også udfordret af, at incitamentet til at investere i fællesskabet og opbygning af gensidig tillid er lille, da parterne kun arbejder sammen i en begrænset periode. Desuden er omgangstonen ofte både kontant og lidt firkantet, og man risikerer ikke at blive taget seriøst, hvis man gerne vil ’tale rundt om tingene,’ forklarer seniorprojektleder i Værdibyg, Mette Skouenborg.
Hun er redaktør på publikationen ’Forstå og håndter konflikter’, som giver en introduktion til, hvordan man kan lære at kende, forstå og håndtere konflikter i byggeprojekter.
Behov for nye ledelseskompetencer i byggeriet
Mette Skouenborg mener, der er behov for et øget ledelsesmæssigt fokus på at skabe en kultur, hvor det er okay at sige fra og sætte ord på sine bekymringer, når konflikter drøftes og håndteres. Men mange ledere i byggeriet kommer med en teknisk uddannelse. Derfor kræver det både nye ledelseskompetencer og -fokus også at kunne skabe en konstruktiv kultur i et projekt.
- I byggebranchen tales der meget om god fag- og projektledelse, men vi skal måske til at tale mere om den gode personaleledelse og udvikling af en sund kultur, siger Mette Skouenborg.
Publikationen er udarbejdet i et samspil med Anne Buhl fra Buhl Mediation. Hun fortæller, at en måde at blive bedre til at løse konflikter er, at man forstår de fire grundlæggende konflikttyper: Pseudo-, interesse-, struktur- og værdikonflikten. Med kendskab til de fire konflikttyper får man redskaber til at identificere, italesætte og håndtere konflikterne og vælge det næste og bedste skridt frem mod en løsning.
- Når byggeprojektets deltagere får en grundlæggende forståelse for konflikternes natur, bliver det også nemmere at tale om og løse konflikterne, fordi man kan se, at der ikke er onde intentioner, der står bag uenigheden, men måske bare forskellige opfattelser af situationen, siger Anne Buhl.
Publikationen ’Forstå og håndter konflikter’ kan downloades på Værdibygs hjemmeside.
-dc