Forsvarets bygningsmasse har betydeligt efterslæb på vedligeholdelse
Forsvaret skal tilføres 38 milliarder kroner til at rette op på fortidens synder. Og blandt dem er manglende vedligeholdelse af den eksisterende bygningsmasse og nybygninger
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge regeringens oplæg, der blev præsenteret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), har Forsvaret brug for ordentlige arbejdsforhold og rammer, som understøtter nutidens forsvar.
Over en årrække har udviklingen på blandt andet Forsvarets bygnings-, IT- og personelområde haltet efter, og derfor afsætter regeringen vil afsætte samlet i alt cirka 0,9 milliarder kroner i 2024 faldende til cirka 0,8 milliarder kroner i 2029 og de følgende år til investeringer i Forsvarets bygninger, IT og personel.
Betydeligt efterslæb
Der skal desuden gennemføres en nærmere kortlægning af behov, investeringsniveau og, forudsætninger for implementering.
Det er ambitionen, at Forsvarets bygninger på sigt skal have den kvalitet, der kan understøtte Forsvaret med de nødvendige fysiske faciliteter til både Forsvarets personel og materiel:
- Det er ikke tilfældet i dag. Det står klart, at Forsvarets bygninger har et betydeligt efterslæb i forhold til nybyg, drift og vedligehold. Det drejer sig konkret om forsinkede nybyggerier til Forsvarets enheder samt bygningsvedligeholdelse, herunder i forhold til bygningssikkerhed, undervisningsfaciliteter og indkvartering, aldrende kloak- og ledningsnet samt tekniske installationer, noterer regeringen.
Aldrende bygninger
Efterslæbet er opbygget over en længere periode og kan blandt andet henføres til aldrende bygninger samtidig med, at der har været for lidt personel til at sikre tilstrækkelig vedligeholdelse og udbygning af Forsvarets ejendomme.
På grund af efterslæbets størrelse og karakter vil det kræve et stort arbejde over hele næste forligsperiode at håndtere de ophobede udfordringer.
Der skal samtidig igangsættes et nærmere analysearbejde, som skal afdække tilstanden af Forsvarets bygninger, omfanget af efterslæbet, udgifter og tidshorisonten for at genoprette balancen.
Garageanlæg i Aalborg
Ved at afsætte midler til Forsvarets bygninger vil regeringen blandt andet sikre:
- Der er garageanlæg, hvor det har været nødvendigt at udskyde byggeri af enkelte garageanlæg. Der skal derfor investeres i at etablere garageanlæg - blandt andet i Aalborg og til den tunge transportkapacitet i Slagelse.
Det har også været nødvendigt at udskyde opbygningen af ’3. Opklaringseskadron’ på Bornholm, fordi det ikke har været muligt at opføre de nødvendige bygninger, der skal huse eskadronen, rettidigt.
Investerer i sikkerhed
En stor del af Forsvarsministeriets ejendomme er bygget i 1950’erne, og mange kloakker og øvrige ledningsnet er nedslidte.
Udbedring og vedligehold af aldrene kloaknet skal reducere antallet af kloakskader og de driftsudgifter, der følger med. Sidst, men ikke mindst, skal der investeres i fysisk sikkerhed i form af elektronisk overvågning, alarmanlæg og mekanisk sikring, så etablissementerne og bygningerne i højere grad lever op til gældende sikkerhedskrav.