Får grønt lys til 97 svanemærkede boliger i Vestsjælland
AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har nu fået byggetilladelsen fra Kalundborg Kommune til at opføre 97 svanemærkede boliger i Klosterparken i centrum af byen. Totalentreprenøren 5E Byg står for opførelsen af boligerne
Del artiklen påTidligere i år kunne AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, tage første spadestik til opførelsen af 97 svanemærkede boliger i Klosterparken i det centrale Kalundborg. Og nu har Kalundborg Kommune givet den endelig byggetilladelse til, at AP Ejendomme kan opføre boligerne.
De 97 boliger, der bliver fra 50-116 m2, er fordelt på syv punkthuse med ca. 8800 etagemeter bolig. Alle boligerne får altaner eller terrasse med udsigt til Klosterparken. Udover at blive certificeret med Svanemærket vil boligerne i fundamenterne blive opført med Aalborg Portlands CO2-reducerede cementtype, FutureCem, der har op til 30 % lavere CO2-aftryk.
Peter Olsson, adm. direktør i AP Ejendomme, er meget glad for, at den endelige byggetilladelse nu er kommet.
- Siden vores første tanker om boligerne i Klosterparken har vi haft et rigtig godt samarbejde med Kalundborg Kommune, hvilket også har været tilfældet med at få den endelige byggetilladelse fra kommunen. Vi er meget glade for, at vi nu for alvor kan arbejde videre med de mange planer, som vi har for området, siger han og tilføjer:
- Vi oplever allerede nu stor interesse for boligerne, hvor mere end 320 har skrevet sig op. Det indikerer, at det er rigtigt for os at opføre boliger i Kalundborg, siger Peter Olsson, der sammen med blandt andre borgmester i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V), i starten af oktober i år kunne tage første spadestik til byggeriet.
Skal vise respekt for området
Siden spadestikket til boligerne, der efter planen står opført i maj 2024, blev taget, har totalentreprenøren 5E Byg arbejdet på grunden.
- Mens vi har ventet på den endelige byggetilladelse, har 5E Byg foretaget de første udgravninger på grunden, og vi ser frem til den fortsatte opførelse af boligerne. Det er vigtigt for os, at de kommer til at passe ind i området. For det er et meget centralt område i Kalundborg. Derfor bliver omgivelsernes sadeltagsmotiver og varianter af røde tegl afspejlet i vores boliger. For vores kommende boliger skal vise respekt for det område, som det er en del af, og som har en stor betydning for borgerne i Kalundborg, fortæller Peter Olsson om boligerne, der er tegnet af Arkitema.
Totalentreprenøren 5E Byg er også godt tilfredse med, at AP Ejendomme har fået byggetilladelsen fra Kalundborg Kommune.
- Det er et interessant projekt, som AP Ejendomme arbejder med i Kalundborg, og vi er glade for, at den endelige byggetilladelse nu er kommet. I 2023 kommer vi for alvor til at skrue op for bemandingen på pladsen, så vi på bedste vis kan realisere de planer, som AP Ejendomme har for boligerne, siger Torben Nielsen, teknisk direktør i 5E Byg.
-dc