Får international ingeniør-pris for Væksthusene
I et hårdt internationalt kapløb får Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S tildelt Award of merit for Væksthusene i Botaniske Have Aarhus
Prisen uddeles af den internationale sammenslutning af rådgivende ingeniører, FIDIC, og dommerkomiteens begrundelse for at tildele Væksthusene i Botaniske Have i Aarhus en Award of merit er kort og præcis:‘It is a project of excellence, and very clever engineering’.
Det præmierede projekt er designet i tæt samarbejde med CF Møller Arkitekter og består af en restaurering og transformation af det oprindelige snegleformede væksthus og et nyt 18 meter højt palmehus. Husets kuplede form og drejning i forhold til verdenshjørnerne er blevet til, fordi netop denne struktur giver den mindste overflade parret med det største volumen, mest muligt solindfald om vinteren og mindst muligt solindfald om sommeren.
- Projektet demonstrerer, hvad der kan opnås ved at dele viden og sammen udvikle et koncept, hvor funktion og form går op i en højere enhed. Dette er et projekt, der beviser, hvor langt man kan nå med et tæt samarbejde mellem arkitekt og ingeniør udtaler Frank Jensen, adm. direktør i Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma.
Vanvittigt flot
Direktøren for Foreningen af Rådgivende Ingeniør, FRI, Henrik Garver var med i Marrakesh i Marokko, da Søren Jensen fik tildelt prisen og modtog den på vegne af den rådgivende ingeniørvirksomhed.
- Det er vanvittigt flot af Søren Jensen at få en pris i det skarpe felt. Noget af det som særligt er årsagen til at de får prisen, er et virkelig godt ingeniørmæssigt design, ikke mindst detaljerne omkring naturligt lys, der tager højde for årstiderne, har imponeret dommerpanelet. Det er innovation og nytænkning, der udløser prisen til Søren Jensen, siger Henrik Garver, der forventer, at prisen vil give den vindende virksomhed international anerkendelse og samtidig får en positiv afsmittende effekt på resten af den danske branche.
- Det kunne blandt andet være i form af, at flere udenlandske ingeniører vil søge mod Danmark, fordi her er spændende faglige udfordringer. På den måde kan prisen være med til at afbøde konsekvenserne af en stigende ingeniørmangel i Danmark, håber Henrik Garver.
Væksthusene hører under Science Museerne ved Aarhus Universitet og har modtaget en lang række priser – fra de store internationale priser som The International Architectural Award og Structual Awards rosende omtale til den mere lokale udnævnelse som Byens Bedste Familieoplevelse.
-los