Fredericia trodser byggeboom
Trods byggeboom ligger sagsbehandlingstiden i Fredericia Kommune på det laveste niveau i flere år. Det skyldes, at Fredericia Byråd i budgettet har tilført området ressourcer til flere byggesagsbehandlere
Der er gang i byggeriet i Fredericia Kommune. I første halvår af 2016 har kommunen behandlet omkring 25 pct. flere byggesager end i første halvår af 2015. Det øgede antal byggesager smitter dog ikke af på sagsbehandlingstiden, som er faldende.
Det skyldes, at Fredericia Byråd i budgettet for 2016 tilførte området ressourcer til flere byggesagsbehandlere.
Det laveste i flere år
Det tyder på, at tiltaget har båret frugt for på trods af det stigende antal af byggesager, falder den gennemsnitlige sagsbehandlingstid og ligger nu på det laveste niveau i de senere år. Det vil sige, at sagsbehandlingstiden for de sager, som ligger klar til behandling, i gennemsnit er faldet med seks uger sammenlignet med sidste år.
- De mange byggesager viser, at der er gang i væksten i Fredericia, og det glæder mig. Det påvirker selvfølgelig også byggesagsområdet, som derfor er blevet en selvstændig afdeling, Byg og BBR. Vi har netop ansat en ny leder til afdelingen, som sammen med medarbejderne skal være med til at sikre en effektiv og løsningsorienteret drift, siger direktør for Vækst i Fredericia Kommune Mogens Bak Hansen.
Ny leder af Byg & BBR
Den 1. oktober starter Pernille Øster som ny leder af Byg & BBR. Hun kommer med 9 års kommunal erfaring og 4 års erfaring fra det private erhvervsliv. Pernille Øster skal stå i spidsen for 15 medarbejdere og for den fortsatte udvikling af området.
Pernille Øster har sin kommunale erfaring fra Hedensted Kommune, som igennem flere år har markeret sig som en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner.
- Pernille Øster bliver et væsentligt bindeled til erhvervslivet, så vi kan fastholde et stort fokus på at give borgere og virksomheder en god service i tæt samspil med Business Fredericia, siger Mogens Bak Hansen.
Fortsat positiv udvikling
Erhvervsdirektør Kristian Bendix Drejer fra Business Fredericia glæder sig over, at byrådets satsning på at forbedre byggesagsbehandlingen nu begynder at give resultater.
- Det er helt afgørende for erhvervslivet, at kommunen på både byggesagsområdet og andre myndighedsområder er hurtig og løsningsorienteret i sin sagsbehandling”, siger Kristian Bendix Drejer og tilføjer:
- Det er mit klare indtryk, at Pernille Øster vil kunne løfte opgaven med at stå i spidsen for en fortsat positiv udvikling af byggesagsområdet.
-cmn

I Fredericia er sagsbehandlingstiden for de sager, som ligger klar til behandling, i gennemsnit er faldet med seks uger sammenlignet med sidste år.