LCA
bygma
scroll
Fremtidens rollemodeller blev hyldet med nyt talentlegatDet er første gang, Bygma uddeler sit talentlegat.

Fremtidens rollemodeller blev hyldet med nyt talentlegat

24 af landets handelselever er de første til at modtage Bygma Talentlegat med et samlet beløb på 288.000 kroner. Med til at hylde talenterne var blandt andet tidligere statsminister og nuværende formand for EuroSkills 2025, Poul Nyrup Rasmussen

Stoltheden var ikke til at tage fejl af, da 24 af landets handelselever kunne lade sig hylde og være de første til at modtage Bygma Talentlegat med et samlet beløb på 288.000 kr.

Vært Tina Müller styrede overrækkelsen med sikker hånd i Bygma København, og hun kunne blandt andet byde tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen velkommen på scenen.

- Når vi tænker os godt om, så når vi frem til, at dette land hviler på handel og faglig uddannelse. Det har været en af drivkræfterne i udvikling af velfærd igennem danmarkshistorien.

- Vinderne af Bygma Talentlegat kan i høj grad se sig selv som rollemodeller samt et billede på, at dygtighed bliver værdsat, sagde den tidligere statsminister.

For Bygma handler det om at spille en aktiv rolle, for udfordringerne med rekruttering forsvinder ikke hen over natten.

Men hvis man kan puste til en positiv udvikling og en større opmærksomhed hen mod en branche i udvikling, så bliver der taget et stort skridt, lyder det blandt andet fra administrerende direktør i Bygma, Klaus Hadsbjerg.

- Som virksomhed har vi et ansvar for, at rekrutteringen til branchen lykkes. Vi kan ikke sidde på hænderne og forvente, at tingene dumper ned til os fra himlen.

- Derfor er ansvaret vores drivkraft for at tiltrække flere unge mennesker mod vores branche.

- Ved at hylde dem, der er særlig dygtige, håber vi på, at handelsbranchen kan blive attraktiv – for det er der ikke nogen tvivl om, at den er, sagde han.

Optaget på erhvervsuddannelserne har været faldende igennem en 10-årig periode. Og i dag stiller de unge større krav til deres fremtidige arbejdsplads – men det er langt fra negativt, mener  HR Direktør i Bygma, Anette Sondrup.

- Man fornemmer hurtigt, at de unge mennesker har krav til deres fremtidige arbejdsplads. Det er positivt, for så ved vi, at de unge mennesker er bevidste, og at de har gjort sig tanker allerede inden, de starter deres arbejdsliv.

- Derfor skal vi i høj grad også gøre os tanker om, hvordan vi kan imødekomme dem bedst muligt. Det har vi gjort ved at hylde nogen af de mange talenter, der er ude på skolerne.

- Fælles for dem alle er, at de har udvist stor faglig fremgang under deres uddannelse, og så har de været eksemplariske rollemodeller.

De seks skoler, der har indstillet elever til legatet, er:

Aalborg Handelsskole
Aarhus Business College
Tietgenskolen Odense
IBC Kolding
ZBC Næstved/Ringsted
Roskilde Handelsskole

-dc

29/2 2024