Rådgivere zoomer ind på bygningsperformanceHenrik Toelstang Jørgensen (tv.) og Kasper Lyngsfeldt (th.).

Rådgivere zoomer ind på bygningsperformance

På tre år har ABC Rådgivende Ingeniører opbygget en installationsforretning, som tæller 50 medarbejdere. Nu etableres en ny afdeling inden for bygningsperformance, der samler kompetencer inden for bygningsautomatik, commissioning og drift

Da ABC Rådgivende Ingeniører etablerede sit installationsområde i 2023, var det med ambitionen om at udbygge virksomhedens rådgivning inden for bygningers tekniske installationer. 

Siden er området vokset markant, og med etableringen af den nye afdeling for Bygningsperformance tager ABC nu næste skridt i udviklingen af installationsforretningen.

Ifølge Kasper Lyngsfeldt, der har haft ansvaret for installationsforretningen siden 2023, handler etableringen ikke blot om at tilføje endnu en afdeling, men om at forankre et område, som får stigende betydning for både bygherrer, investorer, udviklere og driftsorganisationer.

- Bygningsperformance er det naturlige næste skridt i udviklingen af vores installationsforretning. Vi oplever en byggebranche med stigende fokus på, hvordan bygninger performer i drift, og det øger behovet for en stærkere sammenhæng mellem projektering, idriftsættelse og langsigtet drift. 

- Derfor samler vi nu kompetencer inden for bygningsautomatik, commissioning og drift i en specialistafdeling, som skal sikre, at installationerne fungerer som en samlet løsning og understøtter bygningens performance gennem hele dens levetid, forklarer han.

Hos ABC oplever man en byggebranche, hvor kravene til bygningers performance i drift bliver stadig større. Det gælder særligt inden for energi, indeklima og driftsstabilitet. 

Samtidig bliver bygningernes tekniske installationer mere komplekse og mere afhængige af hinanden. Her spiller bygningsautomatik en stadig vigtigere rolle som det lag, der binder installationerne sammen og sikrer, at de fungerer som en samlet løsning.

- Bygningsautomatik får en stadig mere central rolle i byggeriet. Det er gennem styring, overvågning og dataindsamling, at man kan dokumentere bygningens performance og løbende optimere driften. 

- Samtidig er bygningsautomatik det system, der sikrer samspillet mellem de tekniske installationer, og derfor ser vi området som en vigtig forudsætning for bygninger, hvor indeklima, energieffektivitet og driftssikkerhed prioriteres højt, siger Kasper Lyngsfeldt.

Til at realisere strategien og lede den nye afdeling for Bygningsperformance har ABC hentet 47-årige Henrik Toelstang Jørgensen hos Cowi. Med sig bringer han mere end 10 års erfaring inden for commissioning, el, bygningsautomatik og bygherrerådgivning – senest som sektionsleder.

- Henrik bringer en kombination af faglighed, ledelseserfaring og en stærk forståelse for samspillet mellem teknisk bygherrerådgivning, projektering og drift. 

- Hans kompetencer og forståelse for både teknik og forretning bliver afgørende i opbygningen af bygningsperformance og udviklingen af området som en stærk specialistdisciplin hos ABC, siger Kasper Lyngsfeldt.

-dc


18/8 2026