Fri bane på ny motorvejHans Kongelige Højhed Kronprins Frederik klipper snoren til den 18 kilometer lange motorvejsstrækning gennem Silkeborg. (Foto: Vejdirektoratet)

Fri bane på ny motorvej

Silkeborgmotorvejen er søndag eftermiddag officielt indviet af HKH Kronprins Frederik, og nysgerrige bilister har nu taget den 18 kilometer lange motorvejsstrækning i i brug for alvor

Efter fire dages festligholdelse i hele Silkeborg kulminerede Danmarks Største Vejfest søndag eftermiddag, da snoren blev klippet til den nye motorvej.

Indvielsen foregik på motorvejen i Silkeborg midt imellem to store broer, og flere tusinde borgere overværede selve indvielsen. Forinden havde rigtig mange også lagt vejen forbi Vejdirektoratets festplads omkring en kilometer derfra og deltaget i de mange spændende begivenheder i løbet af dagen, som fx male- og jonglørworkshop for børn, kørt i elbil, set performanceteater eller set nærmere på de udstillede entreprenørmaskiner.

Det er svært at opgøre, hvor mange der deltog i den geografisk spredte begivenhed, men et forsigt bud fra Vejdirektoratet er omkring 10.000.

Vej til udvikling og fremgang
Inden snoreklippet var der taler ved Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt, borgmester i Silkeborg Kommune, Steen Vindum og Vejdirektør Jens Holmboe. 

Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt fokuserede i sin tale blandt andet på, at beslutningen om motorvejens placering havde et meget langt tilløb og var meget omdiskuteret: 

- Da vi tilbage i 2009 vedtog anlægsloven, var der ikke meget, der tydede på, at vi i dag skulle samles så mange under så festlige rammer for at fejre dette unikke motorvejsprojekt. Det var vigtigt for os politikere, for Vejdirektoratet og for Silkeborg Kommune, at I fik en vej, som I kunne blive glade for. Derfor blev vejen projekteret, planlagt og bygget med et meget stort fokus på, at den skulle passe så godt som overhovedet muligt ind i både de naturskønne områder, som I har så mange af her i Søhøjlandet, men også passe ind i det by-område, som motorvejen skulle gå igennem. Jeg kan bare sige, at jeg synes, det samlede resultat er blevet utroligt flot. Og det er blevet et byggeri, som I kan være stolte af her i byen, lød det fra Hans Christian Schmidt.

Verden bliver mindre
Borgmester Steen Vindum fra Silkeborg Kommune talte om den betydning, som Silkeborgmotorvejen får for byen og for regionen fremadrettet:

- Silkeborgmotorvejen får stor betydning for Silkeborg Kommunes muligheder for vækst og udvikling. Vi er allerede flere end 90.000 indbyggere og er godt på vej mod de 100.000. Verden bliver mindre, når både borgere, virksomheder og turister endnu hurtigere og nemt kan komme til og fra Silkeborg. De nye boligområder og de nye erhvervsområder tæt på Silkeborgmotorvejen gør det endnu mere attraktivt at bo og drive virksomhed i Silkeborg, sagde Silkeborgs borgmester Steen Vindum.

Vejdirektør Jens Holmboe takkede i sin tale byens borgere for den store tålmodighed, de havde udvist under anlægsarbejdet de sidste fem år. Og han glædede sig over det færdige resultat, som han var sikker på, ville komme byen til stor gavn.

-cmn

12/9 2016