Første etape af Hærvejsmotorvej skal miljøvurderes
Der er i forbindelse med forliget om ”Infrastrukturplan 2035” afsat 65 millioner kroner til en miljøkonsekvensvurdering af en Hærvejsmotorvej
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Den nye motorvej skal blandt andet give bedre vejforbindelser og aflaste Rute 13 og motorvej E45, men de endelige vejforløb og korridorer er ikke fastlagt endnu.
Det skal ske på baggrund af den miljøkonsekvensvurdering, der bliver sat i gang, før anlægget af selve motorvejen begynder. Undersøgelsen skal blandt andet vise, om motorvejen skal gå øst eller vest for Viborg. Derudover vil også effekterne af en udbygning af det eksisterende vejnet samt mindre nyanlæg blive vurderet.
Mødes igen
Vejdirektoratet får opgaven med at udføre miljøkonsekvensvurderingen af den nye motorvej med bistand fra eksterne rådgivere.
Der er tale om strækningen fra rute 13 ved Klode Mølle til rute 13 ved Løvel.
Når resultatet af miljøkonsekvensvurderingen er klar, mødes partierne igen for at træffe den endelige beslutning om linjeføringen for projektet, som der er reserveret 3,9 milliarder kroner til i ’Infrastrukturplan 2035’.