FSC-byggeri kræver ekstra god dialog
Lund & Staun har færdiggjort sit første FSC-projekt, og erfaringerne peger på kommunikation som en vigtig faktor
Lund & Stauns første FSC-certificerede byggeri blev nøje udvalgt som et pilotprojekt, hvor virksomhedens procedure for håndtering af bæredygtigt træ kunne prøves af i praksis. Projektet består af ca. 100 meter trædæk ved Aalborgs østlige havnefront - et område, der i øjeblikket undergår en forvandling fra industri til kontorer, butikker og beboelse.- FSC-certificerede virksomheder har en nedskreven procedure for, hvordan det bæredygtige træ håndteres, hvilket så at sige er teorien bag det hele. Da vores certificering var på plads, ledte vi efter et projekt at prøve det af på i praksis. Projektet ved østhavnen var oplagt, dels fordi det ikke er så stort, og dels fordi det næsten kun består af træ, blandt andet i form af den tropiske træsort, cumaru, siger salgsdirektør og projektchef, Henrik Staun.
Kommunikation er vigtig
Den sidste skrue er sat i, og mens projektets bygherre og totalentreprenør, A. Enggaard, arbejder på det omkringliggende anlæg, har trædækket nu status som FSC-certificeret byggeri. På spørgsmålet om, hvad der var den vigtigst parameter, er det kommunikationen, som Henrik Staun først kommer til at tænke på:
- Med tiden kommer det selvfølgelig ind på rygmarven, men i vores første projekt har vi brugt ekstra kræfter på kommunikationen mellem alle leddene i kæden fra importøren af træet og trælasten til projektlederen, svendene og NEPCon, som har certificeret os. Uden dialog var enderne ikke nået sammen, så forskellen mellem teori og praksis har på mange måder ligget i kommunikationen.
Det skjulte træ
Henrik Staun er naturligvis glad for, at det første projekt er gennemført og på denne måde være 'kommet på tavlen'. Samtidigt kigger han fremad mod det næste, som endnu ikke ligger fast. Men han understreger, at han håber at blive udfordret af kunder, som efterspørger certificeret byggeri. Der er dog én udfordring, som Henrik Staun gerne vil have branchens hjælp til at løse:
- Det har vist sig, at markedet for regulære certificerede træprodukter som terrassebrædder, reglar og lægter er ganske godt. Derfor er projekter som nu trædækket i Aalborg meget oplagte i forhold til FSC. Der ligger dog en udfordring, når vi skal bruge f.eks. gips og eternit, som ikke er certificeret, da disse produkter indeholder 'skjult træ'. Denne udfordring, som må være noget, vi kan løse i fællesskab i byggebranchen, sætter desværre foreløbigt en stopper for mange byggeopgaver i den mere komplekse ende af skalaen.
-kj