Geotermi i stor skala i Aarhus
Anlægget i Aarhus forventes at blive EU's største. Nu skal vandet pumpes op af jorden og forsyne danske boliger med fjernvarme
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Der er stor sandsynlighed for, at Danmarks næste energieventyr findes i undergrunden. Det kan give grøn og stabil varme i de danske radiatorer, og med Folketingets vedtagelse af nye regler for geotermisk varme banes vejen for det første geotermiske anlæg i storskala i Danmark.
Anlægget skal ligge i Aarhus, hvor der findes enorme reservoirer af varmt vand i undergrunden. Nu skal vandet pumpes op af jorden og forsyne danske boliger med fjernvarme i stor skala, og anlægget i Aarhus forventes at blive EU's største.
Varme i 35.000 boliger
Det er fjernvarmeselskabet Kredsløb og geotermiselskabet Innargi A/S, der står bag det store projekt, som inden udgangen af 2030 forventes at kunne dække cirka 20 procent af fjernvarmebehovet i Aarhus svarende til cirka 35.000 boliger.
I december 2021 blev et bredt flertal enige om, at den nuværende prisregulering ophæves for levering af geotermisk varme. Prisfastsættelsen sker i fremtiden gennem en kontrakt mellem fjernvarmeselskab og geotermioperatør, der lægger et loft over de omkostninger, forbrugerne kommer til at betale for den geotermiske varme.
Også andre steder i Danmark
Forsyningstilsynet skal som uafhængig myndighed sige god for undtagelsen og kontrollere, at betingelserne er opfyldt. Samtidig sikres det, at forbrugerne ikke skal bære risikoen i forbindelse med de kilometer-dybe boringer i undergrunden.
Det vurdere, at geotermi i Danmark kan dække 15-20 procent af varmebehovet, og der arbejdes allerede på at udnytte geotermi i København, Holbæk og Skanderborg.
Fakta
• Udnyttelse af geotermisk varme kan ske ved at pumpe mere end 40 grader varmt vand op fra en dybde på 1-2 kilometer.
• Det vurderes, at geotermi kan dække op mod 15-20 procent af Danmarks samlede varmebehov.
• I et geotermisk anlæg pumpes det varme geotermiske vand op til overfladen, varmen høstes og overføres til vandet i fjernvarmenettet i et lukket kredsløb. Herefter pumpes det geotermiske vand ned i undergrunden igen. Energikilden er uudtømmelig. Geotermi er derudover en grøn energikilde, der ikke er afhængig af vejret, men derimod kan levere varme året rundt tappet direkte fra Danmarks undergrund.
• Projektet i Aarhus kan igangsættes uden statslig støtte.