Gode spareråd til ejere af naturgasfyr
Energistyrelsen henvender sig nu direkte til gasfyrsejerne med spareråd, der kan være med til at tage toppen af gasregningen.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Brevene indeholder gode råd fra Energistyrelsen i forhold til at spare på gassen – og de vil ramme godt 240.000 gasfyrsejeres digitale eller fysiske postkasser i denne uge.
Energistyrelsen inviterer desuden til en række webinarer, som er særligt målrettet gasfyrsejere. Her får deltagerne mulighed for at gå i dialog med Energistyrelsens eksperter og få konkrete råd til at spare på energien.
Brevet til gasfyrsejerne er en del af den nationale energisparekampagne, som Energistyrelsen har iværksat.
Tager toppen af gasregningen
Energistyrelsen har sendt breve til de omtrent 241.000 personer, der ifølge BBR-registret ejer et naturgasopvarmet enfamilieshus:
- Energistyrelsen ser det som en vigtig opgave at hjælpe blandt andre de borgere, der har gasfyr, med gode råd om, hvordan de bedst kan reducere varmeforbruget og tage toppen af gasregningen. I denne omgang har vi særligt fokus på dem, der bor i villa eller parcelhus, da de har oplevet de allerstørste stigninger på gasregningen, siger kontorchef i Energistyrelsen, Vincent Rudnicki.
De vigtigste råd
Der er meget, danskere med gasfyr selv kan gøre for at spare på energien.
- Sænk temperaturen
- Du sparer fem procent på gasregningen, hver gang du skruer 1 °C ned. Termostater i samme rum skal indstilles ens. Hvis du skruer to grader ned, kan du i et typisk hus på 140 kvadratmeter med gasfyr spare 2500 kroner om året med de nuværende gaspriser. Hold dog mindst 18°C i alle rum, hvor der opholder sig personer, så der ikke kommer skimmelsvamp.
- Brug mindre varmt vand. Omtrent 1/3 af varmeforbruget går til at opvarme brugsvand, hvor det meste er badevand. Spar på det varme vand ved at tage kortere bade, skrue ned for temperaturen og vaske hænder i koldt vand. En familie på fire personer i et hus med gasfyr, der alle korter det varme bad ned med to minutter om dagen, kan spare omkring 4.000 kroner om året.
- Få service på dit gasfyr. Når dit gasfyr fungerer optimalt, kører det så energibesparende som muligt. Sørg derfor for, at der bliver udført service på det. Hold også øje med dit gasforbrug ved for eksempel at aflæse måleren én gang om ugen og sammenlign dit gasforbrug med andre husstande i Bygningsguiden.
- Gå dit hus igennem. Der er penge at spare ved at gå sit hus igennem for utætheder, sprækker og steder, hvor du kan isolere bedre. Nogle gange er det lettere, end man forventer.