LCA
scroll
Gråkjær skal opføre multihal på BogøGråkjær tager første spadestik til byggeriet i sommeren 2024, og den færdige multihal forventes at stå klar til indvielse i foråret 2025.

Gråkjær skal opføre multihal på Bogø

Byggeriet er det tredje i rækken af multihaller, som Gråkjær opfører inden for kort tid. Den nye mulithal vil byde på faciliteter som springgrav, fitness- og crossfit, omklædningsrum, tribuner og foyer

Totalentreprenør Gråkjær er blevet valgt til stå i spidsen for opførelsen af en moderne multihal til Bogø-skolerne.

- Vi er både glade for og stolte over, at Bogø-skolerne har valgt os til at være en del af dette spændende projekt, siger tilbudschef hos Gråkjær, Kim Harkjær.

- Med Guldboxen i Nykøbing Falster og vores igangværende opførelse af Arena Svendborg har vi vist, at vi er stand til at levere en moderne multihal til tiden og i den aftalte kvalitet.

- Vi ser frem til samarbejdet med Bogø-skolerne og ETN Arkitekter om at skabe en moderne multihal, der giver elever og lærere adgang til endnu bedre faciliteter og rammer for læring og bevægelse, siger han og understreger, at den lokale forankring bliver et vigtigt parameter i byggeriet.

Derfor vil man, så vidt muligt, anvende lokale samarbejdspartnere og håndværkere.

Byggeriet er det tredje i rækken af multihaller, som Gråkjær opfører inden for kort tid. Ifølge Jimmy Albrechtsen, der er forstander for Bogø-skolerne herunder idrætsefterskolen Grønsund og Bogøs privatskole, har Gråkjærs erfaring fra lignende projekter været en afgørende faktor.

- Vi er meget glade for at indgå et samarbejde med Gråkjær om opførelsen af vores nye multihal. Vi har ikke bygget en sportshal før, og det er derfor utroligt vigtigt, at vi har fundet en totalentreprenør, der giver os tryghed i byggeprocessen.

- Dialogen med Gråkjærs team har været konstruktiv og tillidsfuld, og samtidig giver det os ro i maven at vide, at de har stor erfaring og ekspertise fra tidligere projekter, siger han.

Bogø-skolerne benytter sig i dag af idrætsfaciliteter i Bogø Hallen. Men i takt med at behovet er vokset, er logistikudfordringerne ikke blevet nemmere.

- Selvom vi har haft et utroligt godt samarbejde med Bogø Hallen igennem mange år, står vi i dag med et behov, der ikke kan imødekommes med det nuværende setup. Til skoleåret 2024/2025 åbner vi dørene til en helt ny efterskolelinje med navnet Ordhavet.

- Med denne linje får vi endnu flere elever, som skal have adgang til gode idrætsfaciliteter. Den nye multihal giver os de nødvendige ressourcer, mens vi samtidig frigiver plads i Bogø Hallen til byens borgere og foreninger, fortæller Jimmy Albrechtsen.

Siden etableringen i 1887 har Bogø-skolerne haft en vision om at være et centralt samlingspunkt for byen.

Den nye multihal bliver placeret ved idrætsefterskolens elevboliger og servicebygning, således alle elever får glæde af den. Multihallen vil byde på faciliteter som springgrav, fitness- og crossfit, omklædningsrum, tribuner og foyer.

Ifølge Rikke Cora Larsen, der er partner hos ETN Arkitekter, der står bag multihallens arkitektoniske udformning, er det tanken, at bygningen skal tjene som mere end blot en sportshal.

Den skal også fungere som et samlingspunkt for fællesskabet med plads til undervisning og fællesarrangementer.

- Vores ambition er at skabe et åbent og imødekommende samlingsrum, der fremmer fællesskabet på tværs af skolerne og lokalsamfundet. I tæt samarbejde med Bogø-skolerne og Gråkjær har vi designet en multihal, der skal give lyst til at mødes både inde og ude.

- Hallens design kombinerer multifunktionalitet og åbenhed, og den er derfor formet til at kunne rumme en bred vifte af aktiviteter. Ved at integrere dagslyset i indretningen skaber vi en visuel forbindelse mellem inde og ude, der får bygningen til at fremstå mere åben.

- Samtidig skal uderummet binde bygningerne sammen og inspirere til ophold og samvær hele året rundt, siger hun.

-dc

13/5 2024